Amerikanske Landon Donovan kommer ikke tilbage til europæisk fodbold foreløbig.
Det er den klare udmelding fra MLS, Major League Soccer, hvor Donovan spiller for Los Angeles Galaxy.
- Hab er blevet en rigtig fodboldheld, og MLS har brug for sådanne helte. Vi har én lige hér i Los Angeles, der holder faklen for vores sport i dette land, og det er meget vigtigt. Jeg tror ikke, at vi kan klare os uden, siger Don Garber, der er såkaldt commissioner i MLS.
Donovan scorede tre gange, da USA spillede sig i 1/8-finalen ved VM i Sydafrika og var i begyndelsen af året med stor succes udlejet til Everton, hvor han var medvirkende til, at klubben besejrede både Chelsea og Manchester United.
The Toffees fra Liverpool har igen vist interesse for Donovan, og klubbens anfører Phil Neville har tilmed fortalt, at han har snakket med Donovan, der angiveligt skulle være klar til at komme tilbage til Everton.
Men det kan han glemme, siger Garber.
- I mine øjne er han sin generations største spiller iu USA og dermed en utrolig værdifuld del af både fortid og fremtid, siger Garber.
Årsagen til, at det er MLS og ikke Galaxy, der afviser et skifte er, at spillerne i den amerikanske liga ikke er på kontrakt med de enkelte klubber - men med selve ligaen.
Landon Donovan har tidligere været på kontrakt med Bayer Leverkusen og Bayern München. Dog uden den store succes.
Hans agent, Richard Motzkin, har afvist at kommentere på Garbers kommentarer.