Topdommer i skjul efter dødstrusler

Svenske Martin Hansson er gået i skjul efter sin præstation på Anfield Road - truslerne blev for mange

Truslerne er blevet for mange for svenske Martin Hansson efter Liverpool-Atlético Madrid. (Foto: Getty Images)
Truslerne er blevet for mange for svenske Martin Hansson efter Liverpool-Atlético Madrid. (Foto: Getty Images)

For små fire år siden valgte den svenske dommer Anders Frisk at lægge fløjten på hylden efter dødstrusler i forbindelse med en Champions League-kamp mellem FC Barcelona og Chelsea.

Nu er det landsmanden Martin Hansson, der står og overvejer karrieren som topdommer.

Han kom for alvor i fokus i sit embede, da han dømte Champions League-kampen mellem Liverpool og Atlético Madrid i begyndelsen af måneden.

Steven Gerrard blev tildelt et meget tvivlsomt straffespark i overtiden, hvad der sikrede englænderne et point.

Nu fortæller Hansson, at han blandt andet har set sig nødsaget til at skifte telefonnummer og gøre det hemmeligt. Truslerne blev simpelthen for mange.

En del dødstrusler
- Jeg fik nok. Telefonen ringede hele tiden og jeg fik alt for mange sms'er. Jeg kan klare det meste, men på et tidspunkt var det for meget. Der var mange trusler, og jeg blev bare for træt af det, siger Hansson til den svenske avis Expressen.

- Hvilke slags trusler har du fået?

- Det er blandet. En del har været dødstrusler. Det har været ret ubehageligt, siger Hansson, der er gået til politiet - dog uden at forvente sig noget af det.

- De gange, hvor jeg har opfattet det som dødstrusler, er jeg gået til politiet. Men det er svært for politiet at bevise, siger Hansson, der giver medierne en del af skylden.

- Der bliver kun skrevet om os dommere, hvis vi har været dårlige. Begår vi en stor brøler, skal det naturligvis fremhæves. Men vi skal da ikke høre om det i ugevis, siger Martin Hansson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere