Angriber anklages for frisør-røveri

Et af de mest lovende angrebstalenter i argentinsk fodbold i denne sæson står anklaget for væbnet røveri mod en frisørsalon - udbyttet var to sakse og en hårspray

Har du brug for en saks? Lucas Viatri får en hilsen fra holdkammeraten Javier Garcia efter opgøret mod rivalerne fra River Plate. (Foto: AP)
Har du brug for en saks? Lucas Viatri får en hilsen fra holdkammeraten Javier Garcia efter opgøret mod rivalerne fra River Plate. (Foto: AP)

En af de mest iøjnefaldende angrebstalenter i denne sæson i Argentina er centrum for en bizar røverisag i Buenos Aires.

Den 21-årige angriber Lucas Viatri, der har skubbet profilen Martin Palermo ud på bænken i Boca Juniors, står anklaget for at have deltaget i et væbnet røveri mod en frisørsalon sammen med sin bror og en kammerat. Udbyttet skulle have været to sakse og en hårspray.

Viatri blev tidligere i år tilbageholdt i en måned, mens sagen blev efterforsket. Nu skal han til en indledende retshøring.

Hans advokat, Arturo Olcese, afviser blankt alle anklager.

- Der er ingen sag mod ham, ingen beviser, fastslår advokaten over for Reuters.

- Han var til træning, da det fandt sted. Det er sandheden. Han kan umuligt have været på to steder samtidig.

Viatri debuterede for Boca Juniors i maj i år og har siden nettet syv gange i 12 kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere