Spartaks fans tilgav Laudrup

- Det var skidt, indrømmede Michael Laudrup efter nederlaget til Lokomotiv Moskva

Michael Laudrup så sine tropper tabe til lokalrivalerne fra Lokomotiv og dermed miste muligheden for at få en plads i næste sæsons Champions League. (Foto: AP)
Michael Laudrup så sine tropper tabe til lokalrivalerne fra Lokomotiv og dermed miste muligheden for at få en plads i næste sæsons Champions League. (Foto: AP)
Trætte spillere efter tre udmarvende kampe på en uge kostede dyrebare point for Spartak Moskva og træner Laudrup.

Lokal-derbyet mod Lokomotiv blev tabt, men uden de store reaktioner fra de krævende fans – de svæver endnu efter sejren sidste weekend over hadeholdet, CSKA.

– Det var skidt mod Lokomotiv, indrømmer Michael Laudrup. To målchancer på 90 minutter er ikke godt nok, når vi som i 2. halvleg faktisk spiller til et mål.

Kravet er to sejre
– Med to kampe tilbage er chancen for at nå 4. pladsen og spille UEFA Cup næste efterår tilstede – der er kun to point op, men det kræver to sejre, så det spiller vi efter og håber så ellers på, at de tre sidste kampe i dette års UEFA Cup mod Dinamo Zagreb, Nijmegen og Tottenham skaffer os videre, så vi har noget at se frem til i den lange pause i det ny år.

25.000 tilskuere tog nederlaget uden brok. De så deres favorithold trille og trille og igen uden overskud og ideer i de afgørende situationer, og så var Lokomotivs sejrsmål resultatet af et koks i Spartak-forsvaret.

Næste stop: Vladivostok
– I pausen talte vi om den skuffende 1. halvleg, så jeg kan kun rose spillerne for deres indstilling i 2. halvleg, siger Laudrup, som i slutningen af ugen skal ud på en maratonrejse til Vladivostok, som ligger ni timers flyvning fra Moskva og syv timers tidsforskel fra den russiske hovedstad.

– Det betyder, at vi allerede fredag tager af sted for at vænne os til tidszoner og få den lange rejse ud af kroppen.

– Så mon ikke vi alle sover længe både mandag og tirsdag efter så grim en tur!
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere