Kahlenberg er endelig klar

Thomas Kahlenberg er tilbage på træningsbanen i Auxerre og kan dermed lægge to måneders skadespause bag sig

Thomas Kahlenberg har meldt sig klar efter sin skadespause og er nu tilbage på træningsbanen i Auxerre. (Foto: Kim Agersten)
Thomas Kahlenberg har meldt sig klar efter sin skadespause og er nu tilbage på træningsbanen i Auxerre. (Foto: Kim Agersten)
For første gang i to måneder kunne Thomas Kahlenberg i går træne sammen med holdkammeraterne uden smerter i det løberknæ, der har holdt kreatøren på sidelinjen både i Auxerre og på landsholdet.

– Det var dejligt at træne uden smerter i knæet. Nu håber jeg, det fortsætter med at gå fremad de kommende dage, siger Thomas Kahlenberg til Ekstra Bladet.

Problemet har været, han har haft en betændelsestilstand i knæet. En skade, der har været svær at få bugt med, fordi man ikke kendte skadens omfang.

Men i Danmark fandt Kahlenberg lykken og oplevede den største fremgang efter den seneste uges ophold, hvor fysioterapeuten Thomas Jørgensen har haft ham under kærlig behandling.

– Behandlingerne er gået virkelig godt, så nu håber jeg ikke, der kommer et tilbagefald, tilføjer han.