Superligaen skal redde Royal League

Royal League-fodbolden er afblæst for denne sæson. Men den nordiske turnerings overlevelse kan sikres ved at indgå i en samlet tv-pakke med Superligaen

Brøndby-spillerne med Royal League-trofæet. (Foto: Thomas Sjørup)
Brøndby-spillerne med Royal League-trofæet. (Foto: Thomas Sjørup)

Den royale fodbold står ikke til at redde i den kommende sæson. Men ligadirektør, Børge Bach, har stadig forhåbninger om, at den skandinaviske fodboldturnering vil overleve krisen. Planen kan være at lade turneringen indgå i en samlet tv-pakke med Supeligaen.

- Hvis man har en tv-station, der køber dansk fodbold, hvorfor så ikke få Royal League med under samme hat? Så kunne vi måske undgå konflikter om, hvornår der skal spilles, mens Royal League kan fungere som god opstartsturnering for tv-stationerne, så de kan komme i gang med fodboldsæsonen, siger Børge Bach.

I Danmark har Divisionsforeningen både råderet over Superligaen og Royal League. Og hvis de danske klubber insisterer på, at Royal League skal overleve, kan indgåelsen af en samlet tv-aftale være vejen frem, mener Børge Bach.

- Hvis klubberne synes, at den her turnering er et must, så kunne man overveje, om man skulle have den til at køre under samme paraply som Superligaen, siger Bach.

0 kommentarer
Vis kommentarer