Perez fejrer nytår på førstepladsen

Kenneth Perez scorede det sidste mål, da PSV Eindhoven søndag besejrede Breda med 2-0 på hjemmebane. Dermed kan PSV holde nytår på førstepladsen i ligaen

Kenneth Perez og PSV sluttede 2007 med en 2-0-sejr. (Foto: AP)
Kenneth Perez og PSV sluttede 2007 med en 2-0-sejr. (Foto: AP)

Nytårsfesten i Eindhoven bliver utvivlsomt sjov, efter de lokale helte fra PSV søndag sluttede 2007 af med en 2-0-sejr hjemme over Breda.

Kenneth Perez scorede i kampens overtid til 2-0 for PSV med sit ottende sæsonmål i ligaen. Dermed kan PSV fejre nytår og to ugers kamppause på førstepladsen i den bedste hollandske fodboldrække, Æresdivisionen. Feyenoord så længe ud til at forsvare førstepladsen, men på udebane i Heerenveen formåede værterne at udligne til sidst.

PSV og Feyenoord står begge noteret for 36 point, men Perez og holdkammeraterne har en bedre målscore end Rotterdam-mandskabet. I næste spillerunde mødes netop de to topklubber på Feyenoords hjemmebane.

Ajax Amsterdam og Dennis Rommedahl fik tidligere søndag kun 2-2 ude mod VVV Venlo og er på tredjepladsen tre point efter de to førerhold.

Mads Junker scorede forgæves sit femte ligamål i sæsonen, da Vitesse hjemme måtte nøjes med 2-2 mod Utrecht.

0 kommentarer
Vis kommentarer