Fire mål af Toni i Bayern-storsejr

Bayern Münchens italienske verdensmester Luca Toni viste sit værd, da han med fire mål på stribe skød storklubben videre til forårets 1/16-finaler i UEFA Cup'en

Luca Toni og Franck Ribery fejrer et af italienerens fire mål. (Foto: AP)
Luca Toni og Franck Ribery fejrer et af italienerens fire mål. (Foto: AP)

Bayern München var inden den sidste kamp i UEFA Cup'ens gruppe F hårdt presset. En sejr var påkrævet mod Aris Saloniki, og den sejr skaffede den italienske verdensmester Luca Toni, som med fire mål gjorde det til 4-0 for Bayern.

Kampen endte 6-0, og dermed overhalede sydtyskerne netop Saloniki og går sammen med Bolton og portugisiske Braga videre til forårets 1/16-finaler.

I gruppe H var det tyrkiske storhold Galatasaray heldige med at snige sig videre i turneringen. Tyrkerne formåede ikke at vinde hjemme over gruppens bundhold, Austria Wien. Dermed måtte tyrkerne håbe på, at Bordeaux ville vinde over græske Panionios.

Grækerne var efter 19 minutter foran 2-0, så det lignede exit for Galatasaray. Men Panionios lukkede siden tre mål ind - det sidste fem minutter før tid - og så gik Galatasaray videre sammen med Bordeaux og overraskelsen Helsingborg.

26 af de 32 deltagere i forårets 1/16-finaler er med onsdagens resultater fundet (se højrespalten). Torsdag gælder det de sidste kampe i gruppespillet, hvor bl.a. FC København skal forsøge at tage en af de sidste seks pladser med et resultat i Aberdeen.

0 kommentarer
Vis kommentarer