Baskerne gav Valencia ny nedtur

Valencia og Ronald Koeman blev på eget græs udstillet og ydmyget af Athletic Bilbao, der vandt 3-0 i søndagens sene kamp i Spanien

David Silva og Valencia tabte for fjerde gang i denne sæson på hjemmebane i La Primera Division. (Foto: AP)
David Silva og Valencia tabte for fjerde gang i denne sæson på hjemmebane i La Primera Division. (Foto: AP)

Foreløbig har hollandske Ronald Koeman ikke haft den ønskede virkning på spillertruppen i Valencia CF.

Den spanske storklub har endnu ikke leveret tilfredsstillende resultater under den tidligere PSV- og Ajax-træner, og søndag blev de tidligere Champions League-finalister udstillet på eget græs af Athletic Bilbao.

Baskerne, der har svinget ganske alvorligt denne sæson, leverede en mindre sensation, da de på Nuevo Mestalla vandt hele 3-0.

Første mål var en sand perle, da Francisco Yeste sendte et frispark over muren og op i det ene hjørne uden en ærlig chance for Santiago Canizares på målstregen.

Den rutinerede anfører havde heller ikke meget at gøre efter en times spil, da Fernando Llorente umarkeret steg til vejrs fra syv-otte meters afstand og headede bolden i mål.

Llorente var også manden bag kampens sidste scoring, da han i overtiden på ny sendte bolden ind bag Canizares.

Dermed er Valencia på sjettepladsen - otte point efter Real Madrid. Athletic Bilbao kom med sejren et lille skridt længere væk fra nedrykningsstregen og indtager nu 11. pladsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer