Maldini annoncerer karrierestop

FODBOLD: AC Milans legendariske anfører Paolo Maldini har meddelt, at han stopper karrieren, når den nuværende kontrakt udløber

Når Paolo Maldini stopper karrieren, har han spillet på højeste niveau i 22 år. (Foto: AP)
Når Paolo Maldini stopper karrieren, har han spillet på højeste niveau i 22 år. (Foto: AP)
Paolo Maldini indstiller karrieren, når den nuværende kontrakt med AC Milan udløber i 2007.

Det oplyser Milans 37-årige anfører mandag i et interview med den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.

Maldini afslører også, at han afviste Real Madrid for tre år siden.

- For tre år siden tilbød Florentino Perez (Real Madrids præsident, red.) mig en kontrakt, men jeg ville ikke forlade Milan, fortæller Maldini.

Paolo Maldini debuterede for Milan i 1985 og har siden spillet næsten 600 førsteholdskampe for klubben. Han slog tidligere på sæsonen Dino Zoffs rekord på 570 Serie A-kampe.

I løbet af de 20 år har Maldini vundet syv mesterskaber og fire europæiske titler.

Han fik sin landsholdsdebut i 1988 og nåede 126 landskampe, inden han stoppede landsholdskarrieren efter VM i 2002.