TV: Se Schmeichel teste dansk vidunder-maskine

Ny dansk opfindelse vækker begejstring i fodbold-Europa. Se Kasper Schmeichel teste den i Leicester

De fleste, der har spillet fodbold kender følgende billede fra træningen.

Der skal trænes indlæg, men selvom det er holdets bedste sparker, der står ved hjørneflaget, så er det højst hvert andet indlæg, som rammer angriberen i panden.

Resultatet er masser af spildtid og ineffektiv træning. Men nu er hjælpen på vej.

Og den er dansk.

Oppe i Nørresundby har driftige folk nemlig udviklet 'Ball Training Machine' i samarbejde med kloge hoveder på Aalborg Universitet.

Se også: Dansk målmand møder Salt Lake i MLS-finale

En maskine, der allerede har været benyttet af Kasper Schmeichel i Leicester, ligesom stjernerne fra Borussia Dortmund og Bayern München har stiftet bekendtskab med maskinen, og har givet positive meldinger tilbage.

- Den er lavet, så den fuldkommen kan simulere forskellige spark. Det er lidt ligesom at putte Andrea Pirlo ind i en æske. Hvis du placerer den 20 meter fra mål, har den en præcision på 2 cm, forklarer Frank Skov Kristensen, der driver Ball Machine Aps' kontor i København sammen med Amedeo Seker til Ekstra Bladet.

- Selv Superliga-spillere rammer kun hver anden gang, så den gør træningen enormt effektiv. På den måde opnår man det, man kalder en bedre muskellagring. Det vil sige, at kroppen lærer bedre. Den giver store fordele i forhold til både målmandstræning og standardsituationer. I Danmark har vi eksempelvis en mangel på stærke afsluttere. Her er maskinen fantastisk , fordi man målrettet kan træne detaljer som hurtigt at tage et indlæg ned og få afsluttet, fortæller han.

Se også: Schmeichel: Vi diskuterer ikke min fremtid

Og den danske opfindelse har allerede vakt begejstring ude i Europa.

- Kasper Schmeichel har testet den i Leicester, og han er meget begejstret for den. Landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, er også interesseret i at benytte den. Det tyske landsholds målmandstræner, Andreas Köpke, og Jimmy Nielsen i Kansas City har også vist interesse, siger Frank Skov Kristensen om vidunder-maskinen, der måske ender med at være fast inventart på træningsbanerne.

Du kan se flere videoklip med den danske boldkanon her

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere