36-årige Jimmy Nielsen er klar på mere

Jimmy Nielsen ønsker at fortsætte karrieren - også selv om han skulle ende med at blive amerikansk mester på lørdag.

Jimmy Nielsen er ikke færdig med fodbold. (Foto: AP)
Jimmy Nielsen er ikke færdig med fodbold. (Foto: AP)

Jimmy Nielsen – af mange kaldet Den Hvide Puma – har en lang karriere bag sig, og den tidligere AaB-målmand har høstet mange sejre – men bestemt ikke ret mange titler. Tilbage i 1999 blev han dansk mester med AaB, og det er den eneste titel af betydning, målmanden har været med til at vinde i sin lange karriere.

På lørdag er chancen der imidlertid igen for Jimmy Nielsen, når han og holdkammeraterne i Kansas City møder Real Salt Lake i finalen i Major League Soccer. Og ender danskeren på øverste skammel, vil han betegne det som det største i karrieren.

- Da jeg vandt mesterskabet, var jeg 21 år gammel, og jeg troede, at det ville blive den første af mange titler. 15 år er gået, og jeg har stadig kun vundet et forbandet mesterskab. Så jeg tror, at jeg ville nyde den her lidt mere. Nu ved jeg, hvor hårdt det er at vinde et mesterskab, siger Jimmy Nielsen i et stort interview med The Guardian.

36-årige Jimmy Nielsen har kontraktudløb i Kansas City ved udgangen af denne måned, og hvis han skulle ende med at stå med mesterskabet på lørdag, er det nærliggende at spekulere i, om det kunne blive karrierens sidste kamp. Nordjyden hælder dog mest til endnu en tørn.

- Hvis jeg skal svare i dag, vil jeg sige, at jeg fortsætter efter denne sæson lige meget hvad. Det er sådan, jeg har det i dag. Jeg vil ikke stoppe for tidligt. Men jeg vil omvendt heller ikke stoppe for sent. Lige nu har jeg stadig sulten efter at fortsætte, men jeg ved ikke, hvordan følelsen vil være efter et mesterskab, fastslår målmanden.

En ting er i hvert fald helt sikkert – han vender ikke tilbage til Danmark lige med det samme. Den amerikanske livsstil tiltaler ham i høj grad.

- Jeg kan ikke udtale mig om hele landet, men i Kansas City er det som om, at folk altid er positive og optimistiske. De tillader sig at være glade på andres vegne. Det er ikke noget, man kan tage for givet. Mange steder kan man ikke glæde sig på andres vegne. Sådan er det blandt andet i Danmark, slutter Jimmy Nielsen.

Den Hvide Puma forlod Danmark til fordel for USA i 2010.

0 kommentarer
Vis kommentarer