Elkjær: Her er min favorit til årets mål

Landsholdslegenden mener Morten Nordstrands saksespark er årets bedste

Superligaen viste glimt af verdensklasse i det forgangne år. Ikke mindst da Morten Nordstrand scorede på saksespark mod FC København, og da Peter Ankersen lavede en Marco van Basten-kopi værdig til en FIFA-nominering.

I samarbejde med TV3 Sport har Ekstra Bladet fundet 11 fantastiske mål frem fra Superligaen, Premier League, Champions League og Ligue 1.

Se dem ovenfor og stem nedenfor på din favorit som årets bedste.

Trods konkurrence fra spillere som Zlatan Ibrahimovic, Cristiano Ronaldo og Gareth Bale har Viasats ekspertkommentator og landsholdslegende Preben Elkjær sin klare favorit til årets mål.

- Jeg tror ikke, der kan være så meget tvivl om, at det er Morten Nordstrands. Det kunne du absolut heller ikke komme uden om i sådan en kåring, for det er altså ret enestående, det han gør.

Se også: TV: Danskere slås med Zlatan om 'Årets Mål'

- Den koordinering er sindssyg. Han løber den modsatte vej, og han har ryggen til mål. Det er vanvittig godt lavet. Selv efter international standard er det virkelig, virkelig godt lavet, siger Preben Elkjær.

Den tidligere Hellas Verona-spiller var i sin tid som aktiv ikke kendt som kontinentets mest beskedne spiller, og selv om Elkjær er blevet 56 år, har det ikke ændret sig.

- Jeg har kun selv gjort det nogle få gange, men det var selvfølgelig på et højere niveau, griner han og minder så om, at han naturligvis selv har begået mål, som kunne tage priser.

- Jeg ved ikke, om du har set det, men jeg har en gang scoret et mål mod Belgien, hvor jeg dribler forbi tre-fire mand og til sidst lige vipper den over keeperen. Jeg har det liggende på video derhjemme, hvis du gerne vil se det, siger Elkjær.

Se også: TV: Er det årets flotteste selvmål?



Se også: TV: Se Yaya Toures sene kandidat til årets mål

Som altid er der en del langskudsmål blandt kandidaterne til årets mål, og her er Preben Elkjær især imponeret af et.

- Der er altid et lille element af tilfældighed omkring langskudsmål, hvor man lukker øjnene og sparker igennem. Men jeg tror aldrig, jeg har set et hårdere spark end det mål, som Zlatan Ibrahimovic scorede mod Anderlecht. Målmanden når overhovedet ikke at se den, konstaterer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer