Transferrygter: United vil byde på Viktor Fischer

Manchester United er klar til at bruge penge, mange penge, mens Arsenal og Liverpool kæmper om to nye spillere fra den belgiske talentfabrik

Viktor Fischer sættes igen i forbindelse med Manchester United. (Foto: AP)
Viktor Fischer sættes igen i forbindelse med Manchester United. (Foto: AP)

Viktor Fischer, Ajax Amsterdam

Interesseret klub: Manchester United

Situation: En lang række af Europas topklubber har længe fulgt danskerens udvikling. 10 ligamål i sidste sæson er dog blevet fulgt af en scoringskrise i indeværende sæson, hvor det kun er blevet til foreløbig tre ligamål. Fischers talent er dog indlysende, så det er nok kun et spørgsmål om tid, før han ryger afsted til en absolut topklub. United er ifølge en hollandsk hjemmeside nu klar til at smide 12 millioner uero (90 mio. kr).

Det taler for: David Moyes har fået et enormt beløb stillet til rådighed for transfers, angiveligt op mod 1,8 milliarder kroner, som kan bruges i dette transfervindue og det næste, og skotten vil gerne have yngre, sultne spillere ind i sin efterhånden let aldrende trup. Fishcer har tidligere været nævnt som en mulig, kommende United-spiller.

Det taler imod: Viktor Fischer kan næppe gøre den store forskel i forhold til at bringe United ind i top-4 i Premier League i denne sæson, og han har allerede optrådt for Ajax i Champions League, så i den turnering vil han være spærret. Spørgsmålet er også, om tidspunktet er rigtigt i forhold til danskerens karriereplanlægning.



Joao Moutinho, AS Monaco

Interesseret klub: Manchester United

Situation: Manchester United mangler desperat en leveringsdygtig, central midtbanespiller, og David Moyes har fået et enormt beløb stillet til rådighed for transfers, angiveligt op mod 1,8 milliarder kroner, som kan bruges i dette transfervindue og det næste. Moutinho står ifølge den portugisiske avis A Bola øverst på ønskesedlen.

Det taler for: Moyes har pengene, og han mangler spilleren.

Det taler imod: AS Monaco storsatser i forsøget på at vende tilbage toppen af fransk fodbold og rive mesterskabet ud af hænderne på PSG. Moutinho er en vigtig spiller i den strategi, og den portugisiske landsholdsplaymaker blev hentet i sommer, så han bliver meget dyr, hvis United skal have ham nu.



Cheikhou Kouyate, Anderlecht

Interesserede klubber: Arsenal, Liverpool

Situation: 24-årige Kouyate har siden 2008 spillet mere end 100 kampe i RSC Anderlechts forsvar, og siden debuten på Senegals landshold i 2012 er han kommet i større klubbers søgelys. Foruden Arsenal og Liverpool har også Southampton og Newcastle været interesseret, men ingen klubber ville sidste sommer betale de 7 millioner pund (63 mio. kr), som Anderlecht forlangte. Daily Star skriver dog nu, at Arsenal og Liverpool ligger i forhandlinger om forsvareren.

Det taler for: Skader i Liverpools centerforsvar kan tale for at hente Kouyate, men han ligner også en Arsene Wenger-type - ung og med udviklingspotentiale - selvom The Gunners ikke som sådan mangler en starter i centerforsvaret

Det taler imod: Spilleren udtalte i december, at han vil vinde sit fjerde mesterskab med Anderlecht i denne sæson, før han skifter til sommer.



Michy Batshuayi, Standard Liege

Interesserede klubber: Arsenal, Liverpool, Everton, Dortmund

Situation: 20-årige Michy Batshuayi har gennem nogen tid været i flere Premier League-klubbers søgelys, og senest har belgierens agent udtalt, at han har været i kontakt med repræsentanter fra Liverpool og Arsenal. Også Everton og Dortmunds er angiveligt med i spillet om den belgiske U21-angriber.

Nu har Liege dog truet med at klage til FIFA over agenten, Christophe Henrotay, og hans samtaler med engelske klubber. Henrotay lader sig dog ikke anfægte - agenten venter bare på, at nogen smider det maksimumbeløb, der er fastsat i spillerens kontrakt, angiveligt otte millioner pund (72 mio. kr.).

- Jeg er stadig overrasket over Standards kommunikation omkring Michy. Situationen er meget simpel: hvis en klub udløser transferklausulen, kan han forhandle med den klub. Jeg har mandat til at forhandle en transfer, siger agenten ifølge Daily Mail.

Det taler for: Især Arsenal har brug for en angriber med Walcott og Bendtner ude

Det taler imod: Spilleren kan næppe komme til Premier League i vintervinduet og gøre en stor forskel i mesterskabskampen.



Erik Sviatchenko, FC Midtjylland

Interesseret klub: FC København

Situation: FC København kan ifølge Ekstra Bladets oplysninger være tæt på at sælge den islandske landsholdsforsvarer Ragnar Sigurdsson til en russisk klub for omkring 20 millioner kroner, og 22-årige Sviatchenko bringer mange af de samme kvaliteter som den bomstærke islænding.

Det taler for: FC København har meldt ud, at der er midler til investering i truppen, og kan man for en pris i nærheden af en Sigurdsson-salgspris sikre sig en af de bedste spillere fra guldkonkurrenterne, kan det blive afgørende for mesterskabet. FCM kan få svært ved at sige nej til et rigtig godt tilbud.

Det taler imod: FC Midtjylland er tættere på klubbens første danske mesterskab end nogensinde, hvilket kan gøre Sviatchenko til en særdeles dyr herre efter danske forhold.



0 kommentarer
Vis kommentarer