Zidan søger FIFA-hjælp: Vil gerne tilbage til Danmark

Mohamed Zidan venter på svar på en klage til FIFA, og han håber at blive fritstillet, så han kan komme væk fra Bani Yas i januar og skifte til en klub i Danmark eller Tyskland

Mohamed Zidan (Arkivfoto: Morten Overgaard)
Mohamed Zidan (Arkivfoto: Morten Overgaard)

Mohamed Zidan har klaget til det internationale fodboldforbund FIFA over den behandling, han har fået i sin klub Bani Yas i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han er på kontrakt frem til sommer. Han håber snart at få besked på, om han kan blive løst fra den aftale, så han kan skifte klub i januar. Han mener, at klubben har misligholdt deres kontraktlige forpligtelser overfor ham og håber nu inderligt på at få muligheden for at spille fodbold igen.

- Jeg venter svar fra FIFA omkring midten af måneden. Jeg håber, at der falder en afgørelse på den sag, så jeg kan komme væk fra Bani Yas i januar. Sagen går på, at jeg ikke føler, klubben har opført sig professionelt overfor mig. Jeg har aldrig fået min løn til tiden hernede, jeg har slet ikke fået løn de sidste tre måneder, og de skylder mig også en sign-on-fee, som de aldrig har udbetalt. Jeg var knæskadet sidste år, men de sagde nej til at behandle og operere mig. De sagde, jeg ikke fejlede noget, siger Mohamed Zidan til tipsbladet.dk.

Den 32-årige egypter med fortid i AB, FC Midtjylland og en række tyske klubber blev endelig opereret i april sidste år og tog til Danmark for at genoptræne med fysioterapeuten Thomas Jørgensen, der også har arbejdet med blandt andre Leon Andreasen og Nicklas Bendtner. Siden fulgte han et forløb i sin tidligere klub Hamburger SV, og han er nu helt fit igen. Bani Yas er imidlertid ikke blødt op, og nu kører sagen så i FIFA-systemet.

Hvis han får medhold og kan skifte klub i januar, er han åben for både Danmark og Tyskland.

- Jeg vil gerne tilbage til Danmark og spille, men det er ikke den eneste mulighed, jeg har i mit hoved. Jeg kunne godt forestille mig at komme tilbage til Tyskland og spille et år eller to og så komme til Danmark derefter, men jeg er også blevet 32 år, og min danske kone har flyttet rundt med mig i ni år nu, så det kan også være, jeg skal tage direkte til en dansk klub. Jeg ved, at der er noget interesse, men vi kan først rigtig begynde at se på det, når FIFA er kommet med en afgørelse, og jeg håber, den er positiv for mig, for jeg trænger til at komme tilbage og spille noget fodbold igen.

I Danmark vil han være åben for en række muligheder. Han har en lejlighed i København og kan derfor godt se sig selv i sjællandske klubber, men hans danske familie bor i Jylland, og her er der to klubber, der er helt oplagte: FC Midtjylland og AGF.

- Jeg har et rigtig godt forhold til Brian Steen, som jeg kender fra min tid i AB. Han er en af mine bedste venner, og han har lige været på besøg hos mig i Abu Dhabi i otte dage sammen med sin familie for at holde nytår. Brian har altid støttet mig og hjulpet mig, når jeg skulle træffe svære beslutninger. Vi havde nogle gode snakke, og han tror på mig og kan hjælpe mig ind på holdet. Han har nogle ting, han skal have afklaret med klubben, men det er en mulighed, for AGF er en stor klub med et godt stadion og gode fans, og Aarhus er en dejlig by.

- Jeg har samme forhold til folkene i FC Midtjylland. Jeg snakker tit med Glen og med Steinlein, og hvis jeg kan få et samarbejde med dem, vil jeg være glad for at komme tilbage. Jeg vil få stor opbakning af dem, hvis jeg kommer tilbage, og det har stor betydning for mig. Men transfervinduet er kun lige åbnet, og nu må jeg bare vente på afgørelsen fra FIFA, siger Mohamed Zidan.

Mohamed Zidan spillede i AB fra 1999 til 2003, hvor han skiftede til FC Midtjylland. De solgte ham videre til Werder Bremen i 2005 for en anslået pris på 25 millioner kroner.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk