Del Piero stopper som spiller i Sydney FC

Den italienske fodboldlegende Alessandro Del Piero stopper i den australske fodboldklub Sydney FC

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Eventyret i Sydney FC er slut for Alessandro Del Piero.

Den tidligere italienske landsholdsstjerne meddeler, at han har spillet sin sidste kamp for Australiens rigeste fodboldklub.

Den 39-årige angriber skiftede til Sydney FC for to år siden fra den italienske storklub Juventus, hvor han var en stor profil i 19 år.

Se også: Silberbauer: Føler mig så dårligt behandlet

Del Piero nåede i to sæsoner at score 24 mål for Sydney FC og blev topscorer for klubben i begge sæsoner. Han overvejer nu sine muligheder.

- Mit eventyr med Sydney er i færd med at blive afsluttet. Jeg har givet klubben besked om min beslutning. Jeg er taknemmelig for de to år og for klubbens ønske om at beholde mig.

- Jeg er positiv i forhold til at finde nye muligheder, så vi kan fortsætte samarbejdet, siger Del Piero noget kryptisk ifølge nyhedsbureauet AFP.

Se også: Platini slår fast: Ingen Financial Fair Play-udelukkelser

Der spekuleres i, om Del Piero kan blive ny cheftræner i Sydney FC, efter at klubben i sidste uge fyrede Frank Farina som træner

Sydney FC's bestyrelsesformand, Scott Barlow, vil ikke afvise, at Del Piero kan få en rolle i klubben, men han er først og fremmest ked af at miste en af holdets absolut største profiler i de seneste to sæsoner.

- For to år siden hentede Sydney en af de største spillere, som nogensinde har iført sig en fodboldtrøje, Alessandro Del Piero. Dengang troede få, at det virkelig ville ske, minder Scott Barlow om.

Del Piero scorede 208 mål i 513 kampe for Juventus inden skiftet til australsk fodbold.

0 kommentarer
Vis kommentarer