Trods en økonomisk redning i sidste minut, bliver det ikke Brøndby IF, der skriver kontrakt med midtbanespilleren Mike Jensen.
I stedet vælger han at rejse nordpå.
Ekstra Bladet erfarer onsdag, at Jensen fortsætter hos norske Rosenborg BK.
Således skulle han i skrivende stund være på vej til Trondheim, hvor han sandsynligvis skal gennemgå et lægetjek, inden han kan skrive under på en kontrakt.
24-årige Mike Jensen har senest været på kontrakt i Brøndby, men de to parter har i det forgangne år ikke været i stand til at finde hinanden økonomisk. Derfor har et exit ved nytår længe ligget i kortene.
På Ekstra Bladets henvendelse onsdag morgen var eneste reaktion fra Mike Jensen 'ingen kommentarer'.
Men så sent som tirsdag sagde han følgende til Ekstra Bladet:
- Jeg er meget fortrøstningsfuld og tror, at der sker noget inden længe.
Skulle han skrive under på en kontrakt med de mangedobbelte Champions League-deltagere, vil han blive den tredje dansker i truppen. I forvejen spiller hans gamle holdkammerat i Brøndby, Tobias Mikkelsen, og Nicki Bille Nielsen der.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sportslig ansvarlig i Rosenborg, Erik Hoftun.