Fodboldspillere gav dommer deres sejrsbonus

To norske profiler har oplevet matchfixing, mens de har spillet for henholdsvis Zenit og Rubin Kazan i Rusland

Erik Hagen i kamp for det norske landshold (Foto: AP)
Erik Hagen i kamp for det norske landshold (Foto: AP)

Matchfixing har ifølge de to norske fodboldspillere Erik Hagen og Jørgen Jalland været udbredt i russisk topfodbold.

Erik Hagen, der optrådte for storholdet Zenit St. Petersborg fra 2005 til 2008, fortæller, at han i sin tid i den russiske storklub var med til at give en stor sum penge til en dommer i en europæisk kamp.

- Ja, jeg var med til at give 3000 dollar (16.000 kroner) af min sejrsbonus til dommeren, siger Hagen til avisen VG.

Se også: Premier League-spiller indrømmer matchfixing



Se også: Lavede otte selvmål på ti minutter

En af hans daværende holdkammerater kendte ifølge nordmanden den pågældende dommer.

- Vi fik nogle vanvittige sejrsbonusser i Europa på 12.000 dollar (65.000 kroner). Før kampen siger den pågældende spiller, at hver af os skulle give 3000 dollar af bonussen til dommeren, hvis vi vandt.

- Jeg rejste mig og sagde, at det var noget forbandet pis, og at vi var bedre end modstanderen. Alligevel blev vi spillere enige om at gøre det på den måde, fortæller Hagen med øgenavnen "Panzer".

Dommeren oplyser til VG, at han ikke kendte en af Zenits spillere. Derudover afviser han al tale om matchfixing. Zenit er dybt overrasket over påstandene.

Også Hagens landsmand, Jørgen Jalland, beretter om matchfixing i russisk fodbold. I 2005 og 2006 spillede han for Rubin Kazan.

- Der var mange episoder. Det var normalt at gå på banen og føle, at resultatet var bestemt på forhånd uanset, hvad du gjorde, siger Jalland til VG.

0 kommentarer
Vis kommentarer