Alle voksne mænd er indkaldt til den ukrainske hær for at bekæmpe russerne.
Blandt de mest berømte har været Klitschko-brødrene. Men også fodboldstjernen Ihor Belanov er gået i krig for fædrelandet.
Det viser et billede, der netop nu florerer på nettet.
Her ses den klejne, 61-årige mand med et gevær på armen i selskab med tre kammerater i en skyttegrav.
De nærmere omstændigheder kender vi ikke, men der hersker ingen tvivl om, at der er tale om en af Sovjetunionens største fodboldstjerner nogensinde. Selvom det mørke hår med årene er blevet gråt.
Ihor Belanov havde sin storhedstid i 1980'erne og var en del af den maskine, der stillede op til kamp i Idrætsparken Grundlovsdag 1985. Her dannede Belanov angrebsfront med landsmanden og den senere makker i Dynamo Kiev, Oleh Protasov.
Var Laudrup og Elkjær blandt verdens bedste angrebsduoer i de år, var Belanov og Protasov på deres bedste dage det også. Både på klub- og landsholdsplan. Mens Protasov var en rendyrket målmaskine i feltet, var Belanov hurtig. Han var afsindigt hurtig. Og målfarlig selvfølgelig.
I VM-sammenhæng nåede de aldrig at optræde sammen, hvilket fortrinsvis var træner Valeriy Lobanovskiys skyld. Den legendariske træner foretrak en stor midtbane, hvor kun Belanov skulle spille oppe foran. Han var uhyggelig i Mexico i '86 med involvering i ti af 12 sovjetiske mål. Heraf scorede han fire - blandt andet hattricket mod belgierne i 1/8-finalen.
Brændt straffe i EM-finalen
Sammen med sin topscorertitel i Pokalvindernes Europa Cup og Dynamo Kievs finaletriumf i samme turnering vandt Belanov Ballon d'Or det år foran VM-målmaskinerne Gary Lineker, Emilio Butragueño og Preben Elkjær - samt Manuel Amoros fra Frankrig.
Belanov og Protasov fik lov at spille sammen, da Sovjetunionen to år senere slog Holland, England og Italien på vej til EM-finalen i Vesttyskland, men turneringen sluttede med finalenederlag til hollænderne, hvor Belanov i øvrigt brændte et straffespark.
Efter en fesen afslutning på karrieren i blandt andet Borussia Mönchengladbach har han forsøgt sig som klubejer og de senere år ejer af en fodboldskole i hjembyen Odessa, mens han også har øvet indflydelse i toppen af det ukrainske fodboldforbund.
--------- SPLIT ELEMENT ---------