Belgien forbyder fodbold frem til august

Der må ikke spilles professionel fodbold i Belgien før august, siger landets sikkerhedsråd

Jess Thorup og co. ser ud til at kunne gå på sommerferie snart, da professionel fodbold er blevet bandlyst frem til august. Foto: François Lenoir/Reuters
Jess Thorup og co. ser ud til at kunne gå på sommerferie snart, da professionel fodbold er blevet bandlyst frem til august. Foto: François Lenoir/Reuters

Sagaen om afslutningen på Belgiens bedste fodboldrække, Pro League, ser ud til at få en ende.

Onsdag har landets nationale sikkerhedsråd bandlyst professionel fodbold til og med 31. juli, hvorved ligaen altså tidligst vil kunne starte op i august.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt de nationale ligaer, at 2019/20-sæsonen senest skal være færdig i juli, og det kan belgierne altså ikke opfylde med sikkerhedsrådets beslutning.

- Pro League noterer sig beslutningen truffet af det nationale sikkerhedsråd om, at professionelle fodboldkonkurrencer er bandlyst indtil 31. juli.

- Lukningen af 2019/20-sæsonen vil blive diskuteret på en generalforsamling 15. maj, skriver ligaen på Twitter.

Allerede 2. april meddelte Pro League, at sæsonen var afblæst, og at Club Brugge var kåret som mester. Siden skulle beslutningen vedtages på en generalforsamling, som i første omgang var sat til 15. april.

Siden blev generalforsamlingen udskudt til 24. april, dernæst 27. april, 4. maj og nu altså 15. maj.

Beslutningerne er udskudt, fordi Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vil straffe lande, der afslutter sæsonen før tid, medmindre det er de enkelte landes regeringer, der har dikteret en sæsonaflysning.

Dermed ser Pro League-klubberne ud til at kunne slippe for Uefa-sanktioner med onsdagens udmelding fra myndighederne.

Mens det altså næppe bliver til mere belgisk topfodbold i de kommende måneder, er man parat til at starte op igen i nabolandet Tyskland.

Her har forbundskansler Angela Merkel onsdag vendt tomlen op til, at ligaen kan genoptages i anden halvdel af maj.

Se også: Kæmpe-handel kan ende i retten

Se også: Spektakulær handel på vej: Storklubber enige

Se også: Ronaldo og co. donerer millioner til fattige fodboldspillere

1 kommentar
Vis kommentarer