Byen koger: Cornelius folkehelt

Andreas Cornelius har taget Trabzon med storm og er en helt central aktør i byens drøm om det første mesterskab i 38 år, fortæller ekspert

Andreas Cornelius lagde nye alen til sin heltestatus, da han blev dobbelt målscorer mod Altay. Foto: Omer Evren Atalay/Getty Images
Andreas Cornelius lagde nye alen til sin heltestatus, da han blev dobbelt målscorer mod Altay. Foto: Omer Evren Atalay/Getty Images

Det koger i bunden af Sortehavet, hvor byen Trabzon henne på Hüseyin Avni Aker Stadyumus græs lægger hjemmebane til fodboldholdet Trabzonspor.

For lige nu har byens stolthed med en komfortabel føring direkte kurs mod det første tyrkiske mesterskab siden 1984 og en meget imødeset optræden i Champions League.

Og midt i al euforien lyser en høj, blond dansker op.

- Alle elsker Andreas Cornelius, fortæller Celai Umut Eren, fodboldreporter for det store dagblad, Milliyet.

En hed følelse, der fik tilføjet endnu et par varmegrader, da den 28-årige forward tirsdag aften igen var på pletten med begge scoringer i udekampen mod Altay, der blev besejret 2-1.

Dermed er han oppe på ni mål i denne sæson og på en delt førsteplads som topscorer i ligaen med Aleksandar Pesic fra Fatih Karagümrük og Stefano Okaka Chuka fra Basaksehir.

- Cornelius spiller rigtigt godt, og han har virkelig tilpasset sig fint til den tyrkiske liga og spillestilen hernede, forklarer Celai Umut Eren.

- Hans holdkammerater elsker ham, og hans træner, Abdullah Avcı, udtrykker meget stor respekt for ham.

Cornelius har gjort det igen og fejrer med holdkammeraten Djaniny fra Cap Verde. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Cornelius har gjort det igen og fejrer med holdkammeraten Djaniny fra Cap Verde. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix

- Trabzonspor er storfavoritter nu, og hele byen koger. I år skal det være, og Cornelius er selvfølgelig en af de absolutte helte i fanskarens øjne.

- De vil selvfølgelig være mestre og spille i Champions League, og de elsker Cornelius og tror på, at han er en meget vigtig brik til, at det kan lykkes. De føler sig også helt sikre på, at han slutter som topscorer i hele ligaen.

Eksperten fremhæver, at Cornelius i hans øjne indgår i ligaens stærkeste trup netop nu med andre profiler som Bakasetas, Marek Hamsik, Djaniny, Anthony Nwakaeme og Abdulkadir Omur.

- De har en virkelig stærk trup, og de spiller godt sammen.

Andrea Cornelius har også besejret det lokale i kraft af sit venlige og imødekommende væsen. Foto: Lars Poulsen
Andrea Cornelius har også besejret det lokale i kraft af sit venlige og imødekommende væsen. Foto: Lars Poulsen

Men en ting er det fodboldmæssige. Også på det personlige plan har den danske landsholdsspiller indtaget sin nye base i europæisk fodbold, så det kan mærkes langt udenfor kridtstregerne.

- De lokale elsker ham også for hans venlighed og imødekommenhed, når han går rundt i byen og hilser og taler med dem, forklarer Celai Umut Eren.

- Heldigvis foregår det mere afslappet end i Istanbul. Han bor i selve byen, hans udstråling er meget positiv, og den elsker de ham for.

- På den måde er han gået i fodsporene på norske Alexander Sørloth, forklarer han med adresse til den tidligere FC Midtjyllands-spiller, der forrige år brændte den tyrkiske liga af med 29 sæsonscoringer.

Dermed passerede lejesvenden fra Crystal Palace den legendariske, georgiske angriber Shota Arveladzes rekord.

Men nu handler det altså om noget, der er langt større: Mesterskabet.

Trabzonspor er i skrivende stund og knap halvvejs i turneringen hele 12 point foran Konyaspor, der dog har spillet en kamp færre.

Og den stilling kan folkehelten Andreas Cornelius så nyde, mens han er hjemme og holde jul i Danmark.

Seneste nyt

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.