Annonce:
Annonce:

Champions Leagues største stjerner: 21-30

Champions League-historien er spækket med stjerner. Se tredjedel af den omfattende liste - hvor Schmeichel har fået plads

Annonce:
Følg Fodbold

Ekstra Bladet har valgt at trække denne artikel, da det ikke er lykkedes at verificere hovedforfatterens identitet. Grunden til, at der fremgår en journalist fra Ekstra Bladet på samme byline er udelukkende, at den pågældende Ekstra Bladet-journalist har oversat interviewet og gjort den klar til publicering online. Ekstra Bladet beklager.

Mandag bragte Ekstra Bladet første del af en serie om de 50 største spillere i Champions League-historien.

I dag er vi nået til nummer 21-30, og vi kan allerede her afsløre, at der er en dansker på listen.

Se beskrivelserne af nummer 31-40 her - og se nummer 41-50 her.

Du kan se hele listen ved at klikke dig gennem galleriet herover

30-21:

30. Gary Neville (England)
To Champions League-titler: 1999 og 2008 med Manchester United

Kun Ryan Giggs har repræsenteret Manchester United i længere tid. Endnu en af disse Fergie-unger fra midt 90’erne, der inkluderer brormand Phil, Giggs, Paul Scholes, David Beckham og Nicky Butt. En del af det hold, der slog Bayern München i 1999. Ni år senere brugte Sir Alex ham ikke mod Chelsea i Moskva.

Annonce:

Neville accepterede beslutningen. Han havde brugt meget af sæson i genoptræningslokalet efter en alvorlig skade og var kun lige kommet tilbage. Men han spillede dog en rolle i turen mod Moskva. Hans 99. Champions League-kamp – han er nu på 109 – var helt særlig. Det var Nevilles comeback-kamp. 9. april 2008, kvartfinale mod AS Roma. I det 81. minut erstatter han Anderson. Publikummet på Old Trafford gav ham stående ovationer. Kaptajnen var tilbage.

29. Peter Schmeichel (Danmark)
Én Champions League-titel: 1999 med Manchester United

Hans berømte landsmand Hans Christian Andersen kunne ikke have skrevet en smukkere afslutning på Peter Schmeichels eventyr i Manchester United.

Den store, danske målmand, sin generations bedste, gik så grueligt meget ondt igennem i Champions League-finalen i 1999 mod Bayern München, men til slut var det ham, der kunne løfte den smukke pokal. Endda som anfører – og så i sin sidste kamp for klubben. Eventyrligt!

Ole Gunnar Solskjær scorede, Schmeichel slog flikflak på Camp Nous smukke plæne. I et par af fodboldhistoriens mest dramatiske minutter vendte englænderne et truende 0-1-nederlag til en 2-1-sejr over de stærke tyskere.

Annonce:

Sir Alex Ferguson havde endelig gjort det, Peter Schmeichel havde endelig gjort det. Da han i 1991 kom til United, havde klubben ikke vundet det engelske mesterskab i 24 år, men med den ultimative vinder i målet begyndte titlerne at strømme til Old Trafford. Og i 1999 kunne Ferguson og Schmeichel rejse hjem til Manchester med det største af dem alle.

– I det meste af sin tid hos os var Peter den bedste målmand i verden, og det var passende, at hans otte år hos os skulle nå det perfekte klimaks med The Treble, har Alex Ferguson sagt om ’The Great Dane’, som han ikke tøver med at kalde århundredets røverkøb.

Vinderen Schmeichel accepterede ikke nederlag, og hans tilstedeværelse i Bayern-feltet skabte forvirring, så Teddy Sheringham kunne udligne til 1-1. Resten er historie, som man siger.

Og det er en historie, som Schmeichel kan hive frem, når han nu som Champions League-vært på 3+ hygger sig med Preben Elkjær og Brian Laudrup.

For han ved, hvordan det er at stå med klubfodboldens mest eftertragtede trofæ i sine store målmandsnæver.

28. Fernando Redondo (Argentina)
To Champions League-titler: 2000 og 2002 med Real Madrid

Annonce:

Det vat tydeligt at se, at Diego Armando Maradona var hans mentor. Fernando Redondo var en fænomenal fodboldspiller med en skræmmende god teknik. Skaber af et af de største Champions League-øjeblikke nogensinde.

19. april 2000. Old Trafford, Manchester. Drømmenes Teater er pakket til sidste plads. Efter det målløse opgør på Bernabéu er hjemmeholdets tilhængere overbeviste om avancement til finalen på bekostning af Real Madrid. Uheldigvis for dem har Redondo medbragt sin magiske tryllestav. Reals argentinske anfører spiller et af sit livs bedste kampe og hjælper sit hold til et tremåls forspring. To sene reduceringer er en ringe trøst for United.

53. minut. Redondo får bolden og passerer tre af hjemmeholdets spillere. Med Henning Berg

stormende imod sig spiller Redondo en intuitiv hælaflevering – ren genialitet. Nordmanden bliver fanget på det forkerte ben, Redondo vender sig og snupper selv bolden ved mållinjen. I øjenkrogen ser han Raúl, han sender en indersideaflevering på tværs af feltet og lægger op til det letteste lette mål.

Annonce:

- Hvad har den spiller i støvlerne? En magnet? spørger Sir Alex efter kampen. Real slår Valencia i det års finale, og UEFA giver ham turnerings MVP – den mest værdifulde spiller. Den defensive midtbanespiller, kaldet prinsen, når aldrig helt de højder igen. Skader hæmmede og satte i sidste ende en stopper for hans karriere.

27. Victor Valdés (Spanien)

To Champions League-titler: 2006 og 2009 med Barcelona

Et pålideligt sikkerhedsnet. Barcelona har i årevis kunnet regne med Victor Valdés. Han har to Champions League-titler på sit cv – og han spillede en stor rolle i begge. I den første finale, i 2006 mod Arsenal, var han bundsolid. Barça havde det svært. Holdet havde brug for en keeper, det kunne stole på, og i Valdés havde det en. Han er ikke en målmand med spektakulære spring eller akrobatisk numre. Han tror ikke, at han kan spille lige så godt med fødderne som markspillerne. Han holder sig til det, han er bedst til. Til det han er han ansat til. At forblive fokuseret. At redde dagen i de kritiske øjeblikke.

Annonce:

Koncentrationen er typisk for denne målmand. Det er vidunderligt at se Messi & co. få modstanderen til at løbe forvildet rundt en hel kamp, men der er altid mindst ét øjeblik i en kamp, hvor dit mål er i farezonen. Det er dér, at Valdés viser sin klasse.

Han viste sin klasse i 2009 Champions League-finalen. Manchester United blev reelt udspillet i 90 minutter mod Barcelona, men – helt forudsigeligt – havde Cristiano Ronaldo et par chancer. Valdés var der begge gange. Først lykkedes det ham at bugsere et drilsk frispark, der hoppede lige foran væk, væk fra sit mål. I 2. halvleg parerede han et ’Ronnie’-hug fra en umulig vinkel. Valdés takkede de højere magter for Eto’o og Messis mål den aften. Men han ydede selv et betydeligt bidrag til sejren.

26. Gennaro Gattuso (Italien)
To Champions League-titler: 2003 og 2007 med AC Milan

Krigeren, fighteren, manden der aldrig giver op. Det tog Gattuso et stykke tid at nå toppen, men han gjorde det. Via Perugia, Glasgow Rangers og Salernitana ramte Gattuso fodboldhimlen med AC Milan.

Annonce:

Han skylder det hele til sit eget hårde arbejde. Han er en spiller, der altid ønsker at dække ethvert græsstrå på banen, brystet skudt frem, mandige skægstubbe i ansigtet, barskt udseende. Som Winston Wolf i Pulp Fiction sørger Gattuso for at rydde skidtet op. Han er der altid. Er der et hul, så tætner han det. Hvis en modstander krydser midterlinjen, så vil han være lige i halen på ham. Den defensive midtbanespiller har et formidabelt makkerskab med Andrea Pirlo. Gattuso får det bedste frem hos Pirlo, der er i stand til at spille sit spil uden hele tiden at kigge sig over nakken. Det klarer bodyguarden Gattuso.

Hans fantastiske arbejdsetik har gjort Gattuso meget populær hos tilhængerne. Uden ham ville de to Champions League-titler have været sværere at vinde. Men hvordan falder han ned efter alt det skubben og massen? Måske en smule uventet for dem, der kun kender ham på banen, så åbnede Gattuso en fiskeforretning i Varese-provinsen sidste januar.

25. Alessandro Costacurta (Italien)
To Champions League-titler: 1994 og 2003 med AC Milan

Det er sandt, hvad de siger om gamle soldater. Bare spørg Alessandro Costacurta. Han spillede stadig Champions League 40 år og 211 dage gammel. Og han er ikke en gang den ældste. Det var Lazios Marco Ballotta, som forsvarede sin klubs mål og ære mod Real Madrid 43 år og 252 dage gammel.

Annonce:

Costacurta sidste dans for Milan var mod AEK Athen, og han var på det vindende hold. Billy, som han blev kaldt, behøvede ikke være trist. Han havde allerede vundet trofæet i 2003. Han har også en medalje fra 1994, men var dog ikke med i finaletruppen. 1994 var i den grad et år i skadernes tegn, for han gik også glip af VM-finalen mod Brasilien.

Når han var klar, udgjorde italieneren en legendarisk defensiv enhed med Maldini, Baresi og Tassotti. En vindebro og en voldgrav ville ikke have været mere effektivt. Efter at have tilbragt hele sin karriere i Milan trak Costacurta sig som 41-årig endelig tilbage. Han er gift med en fotomodel og arbejder nu som træner.

24. Steve McManaman (England)
To Champions League-titler: 2000 og 2002 med Real Madrid

Tårerne strømmer ned af kinderne på en pige på Stade de France i Paris. En pige i en Valencia-trøje; ansigtet begravet i kærestens hals. Der er spillet 67 minutter, og Steve McManaman har lige scoret det afgørende mål i hendes holds finaleslagsmål med Real Madrid. McManaman har springende flugtet bolden ned i det højre hjørne med højrebenet. 2-0.

Annonce:

McManaman fejrede det ikke voldsomt. Han knyttede sin næve. Men det var hans karrieres højdepunkt. Efter den Champions League-triumf ville tingene blive noget hårdere. Klubben skrev under med flere Galacticos, og englænderen fik at vide, at han ikke skulle regne med en fast plads.

McManaman, en populær herre blandt Real-fans, lovede at blive og kæmpe. Og to år senere var han med i sin anden Champions League-finale. Ja, han startede på bænken, men kom ind i stedet for Figo tidligt i 2. halvleg. Macca blev den første englænder, der vandt Champions League to gange. Efter sit karrierestop blev han tv-ekspert. Han er også en stor fan af hestevæddeløb. Men det ved den grædende Valencia-pige ikke noget om.

23. Sylvinho (Brasilien)
To Champions League-titler: 2006 og 2009 med Barcelona

Annonce:

Han var næsten den glemte mand. Lige så ofte på bænken eller helt oppe på tribunen som på banen som venstre back. Barcelona viste guddommelige fodbold. Verden savlede, mens Lionel Messi driblede. Den robust brasilianske forsvarsspiller satte også pris på sin sydamerikanske holdkammerats færdigheder. Sylvinho kendte situationen. Han var en mand i sin karrieres efterår.

Han var ikke længere så eksplosiv, som han havde været. Han havde problemer med at fastholde koncentration, og bolden klistrede ikke til foden, som den plejede at gøre. Han var stadig fit som altid og kunne gøre sig gældende i tacklinger med sin kraft og rene viljestyrke. Men at suse op ad linjen og forbi sin mand var ikke længere givet.

Han fik en livline, da Pep Guardiola mistede halvdelen af sine defensive muligheder forud for Champions League-finalen i 2009.

Den enlige brasilianer, manden de ikke kunne sætte ansigt på, spilleren der brugte mere tid på at se på. Pludselig var han tilbage fra kulden. I Rom, på et pakket Stadio Olimpico, fik han chancen fra start. Manden med det lumske smil. Den aften spillede han, som var han besat. Svedende, kæmpende og fightende; headende, tacklende og hele tiden sparkede han bolden så langt væk fra sit mål som muligt. Alt med et glimt i øjet.

Annonce:

I 2006-finalen kom han ikke ind fra bænken. Men denne gang var det hans tur, en oplevelse de aldrig kunne tage fra ham. Det var en aften, han aldrig vil glemme. Den endte med en ih, åh så afslappet grånende Sylvinho, der holdt trofæet i sine arme, som var det en nyfødt. Han plejede og krammede det lækre stykke metal, som var det en gave ovenfra. Sylvinho vandt Champions League i sin sidste kamp for Barcelona.

22. Christian Panucci (Italien)
To Champions League-titler. 1994 med AC Milan og 1998 med Real Madrid

En værdifuld forsvarsspiller, som aldrig tiltrak sig opmærksomhed, men lykkes at vinde to Champions League-titler. Panucci var en stilfærdig tjener, en poleret back. Hans største præstation kom i 1994, da Milan valsede over Cruyffs Barcelona i finalen i Athen.

To år senere skiftede han til Real Madrid og blev den første italiener, der spillede for den berømte spanske klub. Inden for to sæsoner havde han sin anden Champions League-medalje. Real slog Juventus 1-0 i Amsterdam Arena. Sjovt nok vandt Panucci begge sine titler under Fabio Capello - en træner der vidste, hvordan han fik det bedste ud af sin landsmand.

21. Andrea Pirlo (Italien)
To Champions League-titler: 2003 og 2007 med AC Milan

Annonce:

Sparket. Det utroligt smukke, perfekt placerede spark. Han rammer bolden som en bassist rammer sine strenge. Med følelse, med respekt. Andrea Pirlo er en virkelig entusiast.

Han spillede en vigtig rolle i de to finaler, han vandt med Milan. Med oplæg og afleveringer, skud og indlæg. Pirlo kikser sjældent en tæmning. Han er perfektionist.

I sin ungdom var han Inter-fan, og han startede sin karriere der. Men AC Milan vandt hans hjerte.

Altid til at stole på, altid med i kampen, hans flyvende lokker i vinden, mens hans svæver rundt på banen.

Flot fyr, ham Pirlo. Hans kælenavn er arkitekten. En mand for de kreative opfindelser. Gi’ ham bolden, og han vil give dig meget mere tilbage. Det har sikret Pirlo en masse titler og meget ros.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Mette Frederiksen har svært ved at skelne mellem moral og dobbeltmoral
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: