Danmarks mest ombejlede

Ombejlet dansker aner ikke, om han skal spille eller sælges

Joakim Mæhle og Genk kan komme til at hænge på sorteper, hvis den belgiske turnering ikke genoptages (Foto: Ritzau Scanpix)
Joakim Mæhle og Genk kan komme til at hænge på sorteper, hvis den belgiske turnering ikke genoptages (Foto: Ritzau Scanpix)

Danmarks mest ombejlede spiller Joakim Mæhle vil i næste uge blive en smule klogere på sin fremtid.

I en måned har den 22-årige angrebsback løbet rundt i uvished i barndomsbyen Østervrå, halvvejs mellem Brønderslev og Frederikshavn omkring 1000 km fra arbejdspladsen i Belgien hos 2018-mestrene Genk.

Både det ene og det andet spøger for tiden i hans hoved.

Trods et transfermarked, som for tiden er en 'død sild', kan han alligevel næsten ugentligt læse om, at der er interesse fra kendte klubber som Southampton, Crystal Palace, Atalanta, Fiorentina, Sevilla og Valencia.

Spørgsmålet er, om en af de mange bejlere kan og vil betale, hvad Genk forlanger for danskeren, der netop har fået forlænget kontrakten til sommeren 2023.

- Interessen fra Southampton var konkret, men deres bud var ikke højt nok, men jeg tror fortsat på, at jeg en dag måske kan ende i Southampton og Premier League, siger Joakim Mæhle fra eksilet i Vendsyssel til Ekstra Bladet.

- Historierne om alle de andre klubber har jeg lige som min familie og venner lært at leve med.

- Jeg ved intet om det, men måske fortæller min agent ikke alt, men som sagt er det kun Southampton, der for alvor har været inde i billedet, siger Joakim Mæhle, der har konstateret, at Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaards klub fik afvist et bud på omkring 100 millioner kroner i sidste års vintertransfervindue.

Nu kan situationen på grund coronasituationen være blevet en anden, og de tidligere belgiske mestre skal måske til at sælge ud.

Klubben er ellers kendt for en god økonomi takket været gode handler, men også en fast plads i de europæiske turneringer.

Det sidste er lige nu usikkert.

Genk havnede på grund af den hastige nedlukning af den belgiske turnering i en klemme, som faktisk er dobbelt.

I Jupiler League, der langt hen ad vejen kan minde om den danske Superliga i struktur, manglede der en runde, da der blev sagt stop på grund af corona.

Derfor endte Genk som nr. syv med samme pointantal som nr. seks. Mechelen, der kun er bedre placeret på grund et scoret mål mere.

De to skulle mødes i den aflyste sidste runde i en direkte duel som om en sjetteplads, som vil give europæisk adgang.

Som i Danmark skal nr. syv spille om en plads i europæisk kvalifikation, så hvis Belgien hen over weekenden efter en forhandling med UEFA vil genstarte den ellers nedlukkede turnering, må Joakim Mæhle retur for at spille enten det ene eller andet.

- Det vil tage mig en halv dag at komme tilbage til Genk, og jeg er spændt på, hvad det er, jeg eventuelt skal tilbage til, siger Joakim Mæhle, der, hvis belgierne holder fast nedlukningen, kan forvente at blive sat til salg.

Genk er nemlig en sand gennemgangslejr.

Det er en klub, der vil købe billigt og helst sælge dyrt i et hastigt tempo.

- Efter ethvert transfervindue er der flere spillere, som jeg enten skal sige goddag eller farvel til, siger Joakim Mæhle, som efter tre sæsoner i klubben med adresse i det nordøstlige hjørne af Belgien er spilleren med tredjehøjeste anciennitet.

Uden at kende til prisskiltet, ved han, at 100 millioner kroner for over et år siden ikke var nok for belgierne, der ellers kun havde betalt omkring 10 millioner for den tidligere AaB-spiller.

For nogle måneder siden kunne Joakim Mæhle læse, at den jævnaldrende nordmand Sander Berge var blevet solgt for godt 160 millioner kroner til Sheffield United

I sommerens transfervindue røg belgieren Leondro Trossard af sted til Brighton for 150 millioner kroner, mens ukraineren Rusian Malinovskyi blev solgt for 100 millioner til italienske Atlanta, mens der var 'aldersrabat' på den 27 årige tanzaniske angriber 'Ally' Samatta, som Aston Villa hentede ind for 75 millioner kroner.

Til sammenligning betalte Genk 'kun' omkring 52 millioner kroner for Paul Onauchu, som FCM ellers havde en forventning om at kunne sælge for 100 millioner kroner, så belgierne ligner dygtige købmænd.

- Næsten dagligt er jeg i kontakt med Genk på en Whatsapp, fortæller Joakim Mæhle, hvis træning består af løbeturw i og omkring Østervrå.

Det var trods alt bedre end at være indespærret i 16 dage i Genk, som det var tilfældet for ham efter nedlukningen.

Hverdagen er på grund af den specielle situation blevet ensom, men på afstand kan han da se tidligere tidligere holdkammerater som f. eks. Magnus Christensen.

Derfor kunne Joakim Mæhle godt tænke sig at træne med i AaB.

- Modsat Zlatan Ibrahimovic, der kan træne med i Hammarby som medejer, har jeg kun aktier for nogle hundrede kroner i AaB, så det rækker ikke til, at jeg bare kan troppe op, mener Joakim Mæhle, der i næste uge håber på, at han kan blive mere klar i mælet omkring, hvad fremtiden vil bringe.

Se også: Transfervarm dansker: Vi er enige om fremtiden

Se også: Blev kaldt primadonna: Dansk målhelt svarede igen på TV 2-kritik

Se også: Fantastisk gen-Mæhle: Dansk drømmeafslutning

1 af 2 Joakim Mæhle er pt. Danmarks mest ombejlede spiller. Der går næsten ikke en uge uden, at han bliver sat i forbindelse med en kendt klub (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 Joakim Mæhle og Genk kan komme til at hænge på sorteper, hvis den belgiske turnering ikke genoptages (Foto: Ritzau Scanpix)
3 kommentarer
Vis kommentarer