Dansk minister opfordrede Blatter til at trække sig

Sepp Blatter bør trække sig omgående efter den seneste korruptionsskandale, lyder den direkte opfordring til FIFA-præsidenten fra kulturminister Marianne Jelved, som støtter DBU's og UEFA's plan om at true med at forlade FIFA

Her trækker Blatter sig. (Video: AP)

I sidste uge blev to af FIFA's vicepræsidenter og fem andre fodboldledere anholdt i en politi-aktion tidligt om morgenen på det prestigefyldte Baur au Lac-hotel i Zürich.

De magtfulde FIFA-ledere blev ført fra deres suiter, der koster på den dyre side af 20.000 kr per nat, til politiets faciliteter, hvor de overnattede.

Anholdelserne skete på anmodning af det amerikanske forbundspoliti FBI, der kræver fodboldlederne udleveret til USA, hvor FBI har samlet beviser på, at de syv og en lang række andre personer i omkring FIFA og topfodbold har begået økonomisk kriminalitet for 150 millioner dollars siden 1991.

På trods af korruptionsskandalen blev Sepp Blatter fredag genvalgt som FIFA-præsident med 2/3 af stemmerne på FIFA's kongres, og siden har det europæiske fodboldforbund med præsident Michel Platini og DBU blandt de mest kritiske røster arbejdet på en revolution.

Valcke til venstre og Blatter er taget i en kæmpe løgn. Fodbold - 2. jun. 2015 - kl. 12:30 Skandalen fortsætter: FIFA afsløret i kæmpe løgn

Kravet er, at Sepp Blatter og FIFA's øvrige topledelse frivilligt går af og skaber plads til ægte reformer. Ellers bryder UEFA ud af FIFA, boykotter VM i Rusland i 2018 og skaber en konkurrent til VM i fodbold, hvor blandt andre Brasilien, Argentina, Japan og Australien skal være klar til at spille en attraktiv turnering med Europas bedste fodboldnationer.

Sportens minister Marianne Jelved opfordrer Sepp Blatter til at komme oprøret i forkøbet ved at trække sig.

- Det er fuldstændig latterligt, at Sepp Blatter kan blive siddende. Prøv at forestil dig en statsminister blive siddende, hvis adskillige ministre har været korrupte. Blatter og resten af ledelsen i FIFA har ingen troværdighed tilbage overhovedet. Ballonen er sprunget, siger Marianne Jelved.

- Jeg vil opfordre ham og FIFA's top til at gå med det samme, siger Marianne Jelved til Tipsbladet.

Se også: Dansker bag drastisk UEFA-plan: Vil boykotte VM

Marianne Jelved til sportsgalla i januar (Foto: Polfoto)
Marianne Jelved til sportsgalla i januar (Foto: Polfoto)
 

Ingen undskyldninger tilbage
Sepp Blatter siger, at han er den rette person til at styre FIFA tilbage på ret kurs, at han intet har kendt til korruptionssagerne, og at det i øvrigt ikke er rimeligt at forvente, at han ved alt, der sker i alle FIFA's udkroge.

Den forklaring er der mange, der ikke køber. Ifølge Marianne Jelved har Sepp Blatter ikke et eneste gyldigt argument for at holde fast i sin taburet.

- Jeg forstår ikke, hvordan det skal være muligt, at han var uvidende om alt det, der er sket. Det er ikke troværdigt i mine ører. Hvis det virkelig passer, når han siger, at han var uvidende om disse sager, så er han jo uduelig. Så dur han ikke som præsident, siger Marianne Jelved.

Marianne Jelved vender tommelfingeren op til DBU's og UEFA's arbejde for at presse Sepp Blatter ud. Det skylder UEFA for fodboldspillets skyld, mener ministeren.

- UEFA og DBU har af egen drift besluttet sig for at arbejde for demokrati og åbenhed i stedet for at indstille kampen efter Blatters genvalg. Det arbejde bakker jeg op om. Europæerne kan genere FIFA's nuværende ledelse ved at melde sig ud og boykotte VM, hvilket vil udhule VM's kommercielle værdi. Det gør UEFA for at påvirke Blatters position, og det skal fodboldforbundene i Europa forsøge. De skal kæmpe videre, siger Marianne Jelved.

- Jesper Møller og DBU har gjort det, jeg har opfordret til. De har aktivt givet udtryk for danske værdier om åbenhed og demokrati. Fodbold skal have troværdigheden tilbage, og det er en vigtig sag, for korruption er næsten lige så skadeligt som match fixing og doping, siger Marianne Jelved.

UEFA holder fredag møde om de kommende skridt i magtkampen med Sepp Blatter og FIFA.

Jérôme Valcke og Sepp Blatter stikker hovederne sammen på et pressemøde i forbindelse med VM i Sydafrika. (Foto: AP) Intl. fodbold - 2. jun. 2015 - kl. 08:19 Ny afsløring: Bestikkelses-skandale rykker helt tæt på Blatter

41 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere