Når Belshina Bobruisk fredag eftermiddag tager mod FK Gorodeya i tredje runde af den bedste hviderussiske liga, så skal fodboldhungrende danskere finde piratstreaming for at se kampen på Spartak Stadium.
Selv om kampene fra Hviderusland stort set er det eneste livefodbold, der er til at opdrive i et coronaramt Europa, så jubler de største aktører på det danske tv-sportsmarked ikke over muligheden for at vise kampe med blandt andet Minsk-klubberne Dinamo, FC og FC Bgu, ligesom man ellers har gjort i ti andre lande.
- Vi takker pænt nej tak. Den hviderussiske liga er slet ikke på vores radar. Det er fint, at de spiller, og det giver i sig selv mange politiske diskussioner, som jeg ikke ønsker at kommentere, siger Kristian Hyldgaard, der er kanalchef for TV2 Sport og Sport X.
- Jeg forstår godt, at danskerne hungrer efter livefodbold. Det gør vi også. Grundlæggende er hviderussisk fodbold ikke et interesseområde for os. Hvis vi købte det, så var det kun for at jagte livesignal på sport.
Heller ikke Nent-koncernen, der har Viaplay og TV3-kanalerne, byder ind.
- Jeg kender ikke fodbolden i Hviderusland, og jeg ønsker heller ikke at købe signalet til greyhound-løb i England. Vi fortsætter p.t. med vores daglige udsendelser, og så finder vi klassiske opgør frem, siger Head of Sports Kim Mikkelsen til Ekstra Bladet.
Hos Discovery, der har Eurosport-kanalerne, 6'eren og Canal 9, kan der dog være et lille håb. I hvert fald er der ikke noget entydigt svar.
- Vi kommenterer aldrig på rettigheder, og det skal man hverken tolke i den ene eller anden retning, siger kommunikationschef Casper Felt.
Ekstra Bladet er en spiller på streaming-markedet, men sportschef Allan Olsen takker også nej.
- Jeg tror ikke, at folk vil kaste sig over det. Desuden er usikkerheden, om også fodbolden i Hviderusland bliver lukket ned, for stor.
Den hviderussiske liga føres af fire hold med maksimumpoint for to kampe.
Serie A-klubber mødes: - Det kan ende her
F1-ikon ikke i tvivl: Aflys sæsonen
Corona-fup: Bliver rige på spøgelseskampe