Dansker bag vildt rekordkøb i Kina

Shanghai SIPGs danske assistent, Mads Davidsen, udpegede brasilianeren Hulk som førstevalget og er stolt over, han nu er havnet i klubben

Mads Davidsen sammen med den brasilianske stjerneangriber. Foto: Mads Davidsen
Mads Davidsen sammen med den brasilianske stjerneangriber. Foto: Mads Davidsen

Historiens største transfer i kinesisk fodbold står en dansker bag.

33-årige Mads Davidsen har haft stor indflydelse på, at den kinesiske klub Shanghai SIPG har formået at smide i omegnen af 400 mio. kr. for den brasilianske angriber Hulk, der netop er skiftet på en fireårig aftale fra Zenit.

Mads Davidsen er assistent i klubben, hvor trænerlegenden Sven-Göran Eriksson står med hovedansvaret. Men Davidsen er dybt involveret i klubbens scouting og transferstrategien.

Om fangsten af 29-årige Givanildo Vieira de Sousa, som kun omtales som Hulk, forklarer Mads Davidsen:

- I marts satte vi os i klubben sammen og lavede en prioriteringsliste over de emner, som kunne være interessante for os. Vi lavede en liste med spillere fra forskellige økonomiske hylder. Siden gik vi til klubbens ledelse og forelagde vores planer. Det var enormt glædeligt for os, at de valgte ham, der stod øverst på vores prioriteringsliste, forklarer Mads Davidsen til Ekstra Bladet.

Hulk kan tilpasse sig
Udover rollen som assistent for Sven-Göran Eriksson, er han som nævnt også involveret i klubbens transfers og står desuden med ansvaret for klubbens U23-mandskab.

- Når vi henter en profil som Hulk er det fordi han straks kan forbedre vores hold. Han har nogle individuelle kvaliteter, som vi får stor glæde af. Han er meget dygtig en mod en, han er hurtig, han kan spille flere positioner og så er han målfarlig, forklarer Mads Davidsen og fortæller lidt om den lange og besværlige proces med at overtale Hulk til at skifte fra Zenit til Shanghai.

- Da vi havde fået grønt til at hente ham, gik processen i gang med at finde frem til om, han var interesseret. Og heldigvis var de signaler vi fik meget positive. I den slags situationer bruger vi selvfølgelig Sven-Görans store netværk.

- Men når man skal hente en dyr og dygtig spiller er det også vigtigt at vide, om han kan integrere sig. For vi har set flere, der har haft lidt vanskeligt ved at tilpasse sig i Kina.

- Men Hulk er en spiller, der er vant til at tilpasse sig. Han spillede som ung tre år i Japan og har været i Porto og Zenit, så det ser vi positivt på, siger Mads Davidsen.

Ligaen skal promoveres
Der er tale om en rekordhandel. Ikke kun for Shanghai SIPG, men for hele den kinesiske liga. En rekord, der ellers blev sat i vinter, hvor Jiangsu hentede Alex Teixeira i Shakhtar Donetsk for 375 mio. kr.         

- Den her handel med Hulk er et udtryk for, hvilken udvikling der er i gang i kinesisk fodbold. Det her er ikke et kortsigtet projekt. Der er en tydeligt strategi om, at kinesisk fodbold skal på landkortet. Ligaen skal promoveres, forklarer Mads Davidsen.

Det mest overraskende er måske, at rekordhandlen finder sted i sommerens transfervindue.

- Vores sæson kører fra marts til november. Derfor er januar vinduet det største for klubberne herude. Det er her de store handler finder sted. Om sommeren sker der oftest kun justeringer i spillertruppen, forklarer han.

Det er en af de såkaldte større justeringer, der netop har fundet sted i Shanghai SIPG.

Mads Davidsens klub når ikke mesterskabet i denne sæson. Holdet har haft en skidt periode og er aktuelt 12 point fra førstepladsen.

- Men på sigt er jeg ikke i tvivl om, at den her klub kommer til at vinde titler. Det er også derfor vi har hentet Hulk, påpeger han.

Se også: Fodboldekspert: Den gammeldags angriber er blevet umoderne

  Paulinho var en af de første internationale stjerner, der drog til den kinesiske liga. Pengene lokker, og nu følger mange trop. (Foto: AP) Sport og Spil I Kina køber de fodboldspillere

 

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen