Datter afslører nyt om Pelé

Den 80-årige legende fortsat indlagt på hospital efter tilbageslag oven på kræftoperation

Pelé kæmper videre på Albert Einstein Hospital i Sao Paulo, hvor den 80-årige legende fredag aften måtte gen-indlægges på intensiv, efter han ellers var blevet udskrevet oven på et tre uger langt sygeleje efter en operation for kræft i tyktarmen.

Det vakte naturligvis voldsom bekymring i det fodboldtossede Brasilien, at verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne måtte tilbage til hospitalet – men nu kommer der godt nyt fra Pelés datter.

Kely Nascimento postede natten til lørdag dansk tid et længere opslag på Instagram, hvor hun bl.a. skriver, at der som bekendt er nok at bekymre sig om i denne verden, så der er ingen grund til skabe mere uro, skriver hun om sin far, der for et par dage siden muntert hævdede, at han snart kunne spille 90 minutter igen!

Hun har snuppet en selfie af sig selv og en smilende – men træt – Pelé på hospitalet. Den 80-årige iført en solid vest, men det skyldes udelukkende, at legenden jo stammer fra det sydlige og lune Santos, så han fryser ganske enkelt inde i Sao Paulos så småt spirende forår.

- Han tog et skridt tilbage i sin helbredelse, og det er helt normalt for en mand i hans alder, at man tager to skridt frem og et tilbage. I går tog han ét tilbage, i dag tog han to frem, men det er helt normalt, og han følger den normale tidsramme for dette forløb, skriver den smilende Kely Nascimento og tilføjer, at hun fortæller den skinbarlige sandhed:

- Promise!

Ifølge hospitalets bulletin oplevede Pelé vejrtrækningsproblemer. Han blev stabiliseret og installeret på en semi-intensiv afdeling på hospitalet. Legenden blev diagnosticeret med kræft i tarmen i slutningen af august og opereret 4. september ifølge ESPN Brasil.

For folk under 60: Pelé vandt VM-guld med Brasilien i 1958, 1962 og 1970.