DBU ændrer kurs efter nyt FIFA-kaos

Ny omfattende straffesag mod Sepp Blatter er med til at få DBU til at ændre fremgangsmåde, når unionen skal pege på en ny FIFA-præsident

DBU-formand Jesper Møller håber fortsat på, at der snart bliver ryddet endegyldigt op i FIFA. (Foto: Lars Poulsen)
DBU-formand Jesper Møller håber fortsat på, at der snart bliver ryddet endegyldigt op i FIFA. (Foto: Lars Poulsen)

Det ligner efterhånden et cirkus uden sidestykke. FIFA-farcen vil ingen ende tage, og fredag blev seneste kapitel i den turbulente fortælling om et kriseramt fodboldforbund så skrevet.

Her kom det frem, at det schweiziske politi har rejst en straffesag mod FIFA-præsidenten Sepp Blatter, der blandt andet beskyldes for at have bestukket sit modstykke hos UEFA, Michel Platini, med 14 millioner kroner i februar 2011.

Et beløb, som angiveligt skulle være endt i franskmandens lommer som resultat af, at Platini til gengæld skulle gøre Blatter vennetjenester.

Sagen kan i værste fald få voldsomme konsekvenser for Michel Platini, der har meldt sig på banen som arvtager efter Blatter, når der skal findes en ny FIFA-præsident i slutningen af februar 2016.

Se også: Politiet rejser straffesag mod Blatter - Platini er også i fedtefadet

Fra dansk side erkender DBU-formand Jesper Møller, at det seneste kaos i FIFA bestemt ikke gør det lettere at pege på en kandidat. Han fastholder dog, at Platini bestemt er en mulighed, for endnu er intet bevist i forhold til, hvorvidt franskmanden skulle have gjort noget forkert.

- Jeg kan ikke vide noget om, hvad der er foregået. Det der med at vurdere på baggrund af anklager, før myndighederne har afsluttet efterforskningen, har jeg ikke lyst til. Men jeg bryder mig ikke om at høre sådan noget, siger Møller til Ekstra Bladet.

- Michel Platini kunne være interessant og spændende, men fristen for at opstille som kandidat er først 26. oktober. Der ved vi, hvem der stiller op, og hvis Platini ikke er kandidat, er det jo nemt… Så skal vi finde en anden at stemme på, fortæller DBU-formanden.

Se også: Panik i FIFA: Blatter aflyser pressemøde

Møller har sammen med sine kolleger fra de fem øvrige nordiske lande besluttet, at flokken samles i slutningen af november, hvor de også vil invitere de opstillede kandidater til præsidentposten i FIFA for at blive klogere på, hvad de hver især står for.

Først derefter vil den danske delegation så afgøre, hvem pilen skal pege på, når valget finder sted i begyndelsen af 2016. Det var ellers ikke fremgangsmåden ved det forrige FIFA-præsidentvalg.

- Denne gang venter vi med at beslutte, hvem vi skal stemme på, indtil dagen før valget 26. februar. Med den udvikling, der har været, er det lige nu så grotesk, at vi fra vores position i nord er nødt til afvente situationen, siger Jesper Møller.

- Vi må følge så godt med, som vi kan. Vores interesse er, at der skal findes en ny præsident, der skal ryddes op, og der skal skabes reformer, understreger DBU-formanden.

47 kommentarer
Vis kommentarer