DBU-formand efter ny farce: FIFA er ikke engang en børnehave

Nye oplysninger om FIFA-bestikkelse bekræfter DBU's formand Jesper Møller i, at der er behov for en stor oprydning

DBU-formand Jesper Møller ser frem til at, der bliver ryddet op i FIFA. (Foto: Lars Poulsen)
DBU-formand Jesper Møller ser frem til at, der bliver ryddet op i FIFA. (Foto: Lars Poulsen)

Skandalerne bliver fortsat ved med at vælte ned over FIFA, der for længst har mistet fodfæste som troværdig organsiation.

I løbet af de seneste uger har det internationale fodboldforbund været omdrejningspunkt i et stort cirkus af korruption, og torsdag blev et nyt sort kapitel så skrevet i den føljeton.

Direktøren for det irske fodboldforbund, John Delaney, fortalte her, at man i 2009 modtog et beløb i omegnen af 40 millioner kroner fra FIFA, efter at Frankrig - på baggrund af en dommerfejl -  havde slået Irland i en playoff-kamp gældende VM-deltagelse i Sydafrika.

- Vi nåede frem til en aftale. Det var om torsdagen, og om mandagen var aftalen underskrevet. Det var en god aftale for det irske forbund og en helt berettiget aftale, fortalte Delaney til RTE Radio 1.

Se også: Efter Henry-scoring: FIFA betalte for at lukke munden på Irland

Dermed har endnu en sag vedrørende bestikkelse set dagens lys i FIFA-regi, og sådan kan nye triste anliggender meget vel fortsætte med at komme frem i takt med, at den store efterforskning er i fremdrift. Det fortæller DBU-formand Jesper Møller, der ikke er overrasket over, at endnu et skelet nu er væltet ud af skabet.

- Der er fortsat ikke noget, som kan overraske mig. Men det er helt umuligt for mig at kommentere enkelte sager. Jeg har ingen chance for at verificere eller afvise det, der kommer frem, siger Jesper Møller til Ekstra Bladet.

- Jeg kender John Delaney, som er citeret. Men jeg kan ikke se, om det er et forlig, en anden form for aftale eller lignende, der er indgået. Når der er foretaget så mange anholdelser inden for den sidste uge, sammenholdt med at FBI sidder med en masse oplysninger, får det forhåbentlig nogen mennesker til at sige, hvad de har haft gang i, fortæller Møller.

Se også: Fransk VM-chef om bestikkelse: Vi gjorde intet forkert

Thierry Henry jubler efter sejren over Irland er en realitet i 2009. (Foto: AP)
Thierry Henry jubler efter sejren over Irland er en realitet i 2009. (Foto: AP)

En skandale
Formanden for DBU er i øjeblikket samlet med sine kolleger fra UEFA i Berlin, hvor selskabet skal overvære Champions League-finalen lørdag. Det er dog ikke braget mellem FC Barcelona og Juventus, der bliver diskuteret mest i disse stunder.

Det erkender Møller, som ikke lægger fingre imellem, når han skal sætte ord på de triste fortællinger, der efterhånden popper op på daglig basis med FIFA som fællesnævner.

- Det her er en farce og en skandale. Det mener jeg stadigvæk. Ligesom jeg fortsat mener, at vi skal have alt på bordet. Skeletterne skal ud af skabene, og vi skal have ryddet op. Det er det vigtigste. DBU ønsker ikke at være en del af et system, hvor der eksisterer bestikkelse eller uhensigtsmæssigheder.

Men hver dag venter man efterhånden bare på en ny skandale. FIFA  fremstår jo som en stor børnehave…

- Jeg synes ikke, at det er fair over for børnehaver, at du sammenligner dem med FIFA, siger Møller og understreger, at kommentaren skal tages med et smil, omend der er tyngde bag ordene.

For der er ingen tvivl om, at formanden ser med alvor på situationen. Derfor havde han også set frem til at få samlet nogen af trådene i samvær med sine europæiske kolleger denne weekend. Men Møller må dog vente lidt endnu på den front.

- Meningen var, at vi skulle have afholdt et møde mellem UEFA-landene fredag eller lørdag, men det har Michel Platini udskudt som følge af de ting, der udvikler sig lige nu. FBI har gang i en efterforskning, og der kommer nye sager frem. Derfor er det bedre, at vi afventer.

- Jeg er egentlig skuffet over, at vi ikke får det møde nu, men jeg har omvendt forståelse for, at det ikke bliver til noget i den her weekend. Det nytter ikke noget, at det udvikler sig til en gættekonkurrence, siger Møller.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere