Kasper Dolberg og Lasse Schöne har stor succes i Ajax. Det kan man ikke sige om stortalentet Markus Bay, der er endt som den ’glemte’ dansker i den hollandske traditionsklub.
Den 20-årige midtbanespiller er ikke en del af Ajaxs førstehold, men optræder til daglig på klubbens talenthold, Jong Ajax. Men til trods for en kontrakt, der først står til udløb næste sommer, er han parat til at vende snuden mod Superligaen efter fire år på godt og ondt i Ajax.
- Jeg får masser af ros til træning, men jeg føler slet ikke, jeg får chancen. Jeg bliver ofte brugt som indskifter og det virker som om situationen ser lidt håbløs ud for mig.
- Jeg savner at spille fodbold, være en vigtig spiller og en fast del af et hold. Derfor er jeg nu parat til at se mig om efter noget andet. Og det kan meget vel være det skal være i Danmark, siger Markus Bay til Ekstra Bladet.
Kurs mod Danmark
Markus Bay kom til Ajax i sommeren 2013. Blot ét halvt år senere fik han en slem lyskeskade, der holdt ham ude af spillet i halvandet år. Men de seneste halvandet år har han været skadefri og en del af Jong Ajax-truppen.
- Jeg har lært en masse specielt i modgang. I en klub som Ajax skal man kæmpe hver dag for sin plads, siger Markus Bay, der på U17 spillede på hold med Donny van de Beek og Abdelhak Nouri. Siden blev han skadet og de to overhalede ham og er i dag en fast del af førsteholdstruppen i Ajax.
Er der interesse fra Superligaen?
- Min agent har talt med flere klubber. Mere kan jeg ikke sige lige nu, fastslår Markus Bay, der har fået sin fodboldopdragelse i Brøndby, hvor han i ungdomsårene var en markant profil.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Brøndby aktuelt ikke blandt bejlerne til midtbanespilleren, der både kan spille i 8’er positionen – fra felt til felt – eller som 10’er bag angriberne.
Derimod passer hans profil endnu bedre på FC Nordsjælland, hvor der er stor tradition for at udvikle unge, talentfulde spillere og siden sælge dem til udlandet.
Zlatans danske ven: Jeg er som en far for ham
Silkeborg sælger angrebstalent til Ajax