Det ved vi om Super League

Få styr på den nye udbryderliga her

Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
Foto: David Klein/Ritzau Scanpix

Det ved vi om Super League

12 stiftende medlemmer har sagt til nyhedsbureauet AFP, at de har dannet Super League - en pendant til UEFA's Champions League.

Der er tale om tre spanske (FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid), seks engelske (Tottenham, Arsenal, Chelsea, Liverpool samt de to Manchester-klubber) og tre italienske (Juventus, Inter og Milan).

Turneringen, der på rygteplan allerede ventes i gang efter sommerferien, skal i alt indeholde 20 hold, hvoraf 15 skal være faste deltagere, mens yderligere fem skal kvalificere sig.

Hvordan en kvalifikation skal se ud, er der ikke meldinger om.

De 20 hold deles i to lige store puljer, hvor man møder alle ude og hjemme. Herefter går de tre bedste til kvartfinalerne, mens nummer fire og fem spiller en playoffpulje, hvor de sidste to kvartfinalister findes.

Herefter er der dømt knockout-system, som vi kender det.

Nyhedsbureauet Reuters har fortalt, at der uddeles 26 milliarder kroner til de deltagende klubber. Præcis hvor de penge kommer fra, er lidt usikkert, da der ikke er offentliggjort aftaler om tv-rettigheder eller sponsorater af turneringen.

Lige så opsigtsvækkende det er, at 12 klubber har truffet denne beslutning, lige så interessant er det, at store klubber som Bayern München og Paris Saint-Germain ikke har tilsluttet sig.