Direktør tvivler på transfer-død: Vil få konsekvenser for lille Danmark

I Divisionsforeningen er der skepsis over for Fifpros klage til EU-kommissionen, der skal munde ud i at få gjort transfer-beløb ulovlige. - Transfer-kompensationer er vigtige for det danske talentarbejde, siger foreningens direktør Claus Thomsen

Claus Thomsen tror ikke, at man kan afskaffe transfersystemet - og det vil i så fald have stor betydning for det danske talentarbejde. (Foto: Jesper Mortensen)
Claus Thomsen tror ikke, at man kan afskaffe transfersystemet - og det vil i så fald have stor betydning for det danske talentarbejde. (Foto: Jesper Mortensen)

Penge får verden til at gå rundt - også fodboldverdenen.

Her er det en del af omsætningen spillersalg. En del, som den internationale spillerforening Fifpro nu vil have sløjfet, da den i deres øjne er konkurrenceforvridende.

Anklagen går primært på de rigeste klubber, der med vanvittige budgetter nærmest har monopol på de bedste spillere. Derfor har Fifpro indklaget FIFA for EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Se også: Bombe under fodboldverdenen: Spillerforening kræver transfersystem afskaffet

Men at fjerne transferen, som vi kender den, vil også få konsekvenser i lille Danmark, vurderer Claus Thomsen, der er direktør for Divisionsforeningen.

- Vi mangler at se, hvad det konkret går ud på. Det er lidt vanskeligt at sige noget om lige nu.

- En af de ting, der er helt afgørende, er, at der er kontrakt-stabilitet. For uden den er der ingen sport.

- Det er også en bekymring, at man vil fjerne kompensationen for udvikling- og talentarbejde. For hvis der ikke er en transfer, så er der ingen kompensation.

- Det er vigtigt, at klubberne får lov til at høste frugterne af det arbejde, siger Claus Thomsen.

Se også: Suspenderet FIFA-boss i rasende modangreb

Han er ikke sikker på, at systemet er så skadeligt, som Fifpro fremstiller det.

- Der bliver sagt, at transfersystemet er skadeligt for klubberne. Det er vanskeligt at sige - det kunne måske også være det modsatte.

- Jeg er stærkt tvivlende over for, om det er skævvridende.

- Kigger man på denne runde af Champions League, så er der nogle klubber, der bruger deres penge forkert. Det var i hvert fald ikke dem, der havde brugt flest penge, der vandt hver gang.

Se også: UEFA overvejer ny klubturnering

Et af Fifpros forslag til forbedring er bredere overenskomster og kontrakter a la det almindelige arbejdsmarkeds funktionærkontrakter. Men heller ikke det er nødvendigvis løsningen, siger Claus Thomsen, der frygter, at spillere så vil skifte job meget hyppigere. 

- Vi har overenskomster mange steder - også i Danmark. Så det eksisterer allerede.

- Man kunne da godt overveje funktionær-kontrakter, men husk på, at de nuværende kontrakter er ubrydelige - for begge parter. Det yder en beskyttelse for spilleren. Og det er såmænd ikke så svært at komme ud af sin kontrakt, hvis man virkelig ønsker det.

- Men for turneringens skyld må det ikke ske, at en spiller skifter klub fem gange på en sæson.

- Forbyder man transfersystemet - og det tror jeg egentlig ikke, at man kan - så kan klubberne bare lægge på i løndelen og stadig betale mange penge for spillerne, siger Claus Thomsen, der vil følge sagen med interesse.

4 kommentarer
Vis kommentarer