Dødstrusler sender svensk spiller på flugt

Mohammed Ali Khan måtte flygte fra sit hjem efter hans selvmål i overtiden sendte Halmstad ud af Allsvenskan

Mohammed Ali Khan (på knæ) måtte flygte fra sit hjem efter hans familie blev udsat for dødstrusler (Foto: Zuma Press)
Mohammed Ali Khan (på knæ) måtte flygte fra sit hjem efter hans familie blev udsat for dødstrusler (Foto: Zuma Press)

Frustrerede fans af den svenske klub Halmstad er årsag til, at Mohammed Ali Khan måtte flygte fra sit hjem i Halmstad i aftes.

26-årige Khan scorede dybt inde i overtiden selvmål i søndagens opgør mod AIK Stockholm. Det mål betød Halmstad tabte 1-0 - og det resultat betød, at Halmstad rykkede ud af Allsvenskan.

I ren affekt rettede de mest frustrerede Halmstad-tilhængere efterfølgende sin vrede mod skurken, Mohammed Ali Khan.

Telefonopkald med dødstrusler blev i timerne efter kampen rettet mod spilleren selv - og hans familie. Centerforsvareren er gift med Fermisk og har døtrene Donya, 6 år og Diana, 4 år.

 - Jeg ved at folk kan hade og sige dumme ting. De kan også finde på løgne og have konspirationsteorier. Det sker. Men at tage skridtet til faktisk at ringe op og true familien, det er at gå vældig langt i mine øjne, sagde Mohammed Ali Khan i aftes till SVT Sport.

Halmstads ledelse berettede i aftes, at Mohammed Ali Khan efter truslerne følte sig mere sikker ved at forlade sit hjem.

- Han er taget et sted hen, hvor han føler sig tryg, sagde direktør Tony Karlsson til SVT.

Khan er født i Libanon, men har været i Sverige siden han var tre år. Han er kendt for sit store sociale engagement, hvor han i 2009 grundlagde Göteborgs Downsfamilj, da hans første datter blev født med Downs syndrom.

- Der er kommet opkald til mig fra anonyme numre, hvor der er blevet sagt dumme ting og truet. Jeg ved ikke, hvordan man skal tage den slags. Jeg forstår, at folk er dybt skuffede... det forstår jeg. Men min grænse er nået, når min familie trues på livet, siger spilleren til Expressen.

- Der har været dødstrusler, ja. At de venter på mig, at jeg skal passe på, fortæller han.

- Min grænse er overskredet, når et andet menneske gøres utryg, fordi han udøver sit hverv inden for fodbold. At jeg ikke kan føle mig tryg sammen med min familie, så er vi på et niveau, der ikke er okay, fastslår Halmstad-spilleren.

Truslerne er anmeldt til politiet, der også valgte at overvåge spillerens hjem med en patruljevogn i nat.

10 kommentarer
Vis kommentarer