I ti år i stræk har vinderen af den Gyldne Bold enten heddet Lional Messi eller Cristiano Ronaldo, men i 2018 blev de sat til vægs af Luka Modric, der både vandt Champions League med Real Madrid samt førte Kroatien til VM-finalen.
Ronaldo blev nummer to i kåringen, mens franskmændene Antoine Griezmann og Kylian Mbappé fulgte efter. Messi måtte tage til takke med femtepladsen.
Kroaten blev mandag aften hædret med prisen for første gang i karrieren ved en galla i Paris, hvor i alt 30 spillere var nomineret til prisen.
- Det er en utrolig følelse. Jeg er glad og stolt, og det er følelsesmæssigt meget overvældende.
- At slå spillere som Messi, Ronaldo, Griezmann, Neymar og Mbappé viser bare, at jeg har gjort noget helt specielt i år. Det har været et drømmeår for mig, siger Modric.
Både på landsholds- og klubplan har Modric haft et fortræffeligt 2018. I maj var han som nævnt med til at vinde Champions League for tredje sæson i træk med Real Madrid efter finalesejren over Liverpool.
Den 33-årige midtbanespiller tog den gode form med til Rusland senere på sommeren, hvor Kroatien blev den helt store overraskelse. Holdet nåede finalen, som blev tabt 2-4 til Frankrig.
Efterfølgende blev Modric kåret som turneringens bedste spiller.
Undervejs var Modric med til at besejre Danmark efter straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen, selv om han i den forlængede spilletid misbrugte et straffespark på Kasper Schmeichel.
Men Modric og holdkammeraterne måtte siden se sig slået i finalen af Frankrig med blandt andre supertalentet Kylian Mbappé.
19-årige Mbappé vandt mandag aften ungdommens pendant til Ballon d'Or, nemlig U21-spillernes Kopa Trophy.
På kvindesiden kom danske Pernille Harder blandt de fem sidste, men blev slået af norske Ada Hegerberg i en meget tæt afgørelse. Den kvindelige, som belv uddelt for første gang, blev dog skæmmet af et tåbeligt spørgsmål til vinderen.
Skandale ved Ballon d'Or: Kan du twerke?
FCK-stjernen slår alle de store: Her er han bedst i hele Europa