Samarbejdet mellem sammenslutningen af europæiske professionelle fodboldligaer (EPFL) og Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har lidt et knæk.
Fredag valgte EPFL nemlig at ophæve den såkaldte MOU (Memorandum of understanding). Ophævelsen af aftalen træder i kraft den 15. marts 2017.
Det bekræfter Claus Thomsen, der er formand for Divisionsforeningen og næstformand i EPFL.
Samarbejdsaftalen mellem ligaerne og forbundet indebærer blandt andet, at der samarbejdes om de europæiske klubturneringer, og at de nationale ligaer ikke lægger kampe på tidspunkter, hvor der spilles europæiske kampe.
- Vi har besluttet, at vi vil genforhandle aftalen med UEFA, siger Claus Thomsen.
- En del af udgangspunktet for den utilfredshed er, at UEFA i august tog en beslutning uden at konsultere ligaerne.
Først FCK: Nu truer alle Superliga-klubber med exit
I august hastevedtog UEFA en række ændringer for Champions League-formatet fra 2018 til 2021.
Her blev det besluttet, at de store nationer får flere hold med, og at det samtidig bliver sværere for mindre nationer at få hold med i turneringen.
Efterfølgende blev beslutningen begrundet med, at UEFA havde forhindret en udbryderliga, men sådan ser EPFL ikke på det.
- Det har aldrig været noget, man har behøvet at frygte. Ligaerne havde givet UEFA tilsagn om, at hvis der blev lavet en privat superliga, ville ligaerne ikke tillade de pågældende klubber at spille i de nationale turneringer, siger han.
FCK-fans afviser: Her er ulempen ved udbryderliga
Claus Thomsen forventer, at der bliver taget højde for EPFL's kritikpunkter i en ny aftale med Uefa.
- En ny aftale skal indebære, at alle relevante parter i europæisk fodbold bliver konsulteret, når der laves om på europæiske klubturneringer.
- Det handler om at få grundværdierne og sjælen i europæisk fodbold tilbage på landskortet, siger Claus Thomsen.
Hvis ikke EPFL og UEFA bliver enige om en ny aftale inden 15. marts 2017, kan ligaerne navigere uden om UEFA, når kampprogrammet skal fastlægges.
UEFA indleder pyro-sag: FCK vil finde skyldige fans