Feyenoords mesterskabshelt indstiller karrieren

Dirk Kuyt har spillet sin sidste kamp på topplan. Han stopper tre dage efter hattrick i Feyenoords guldkamp

Dirk Kuyt lavede hattrick i guldkampen forleden og kan dermed stemple ud på den absolutte top. Foto: AP
Dirk Kuyt lavede hattrick i guldkampen forleden og kan dermed stemple ud på den absolutte top. Foto: AP

Den mangeårige hollandske landsholdsspiller Dirk Kuyt har scoret sit sidste mål som professionel fodboldspiller.

Tre dage efter, at han med et hattrick gjorde Feyenoord til hollandsk mester for første gang i 18 år, har Dirk Kuyt valgt at indstille karrieren som fodboldspiller.

Det skriver Feyenoord på klubbens hjemmeside.

- Gennem hele min karriere har jeg fulgt mit hjerte, når jeg har skullet tage beslutninger, og det gælder også denne beslutning. Det føles som det rigtige tidspunkt at stoppe.

- Jeg har haft to fantastiske år i Feyenoord, siden jeg vendte tilbage, og mesterskabet har været højdepunktet.

- Jeg havde en drøm om at komme tilbage og vinde trofæer med Feyenoord. Som alle mine drømme blev den også til virkelighed, siger 36-årige Dirk Kuyt.

Han er dog ikke færdig med Feyenoord. Han får en rolle i klubbens administration, hvor han kommer i lære hos teknisk direktør Martin van Geel.

Dirk Kuyt indledte karrieren i Utrecht, inden turen for første gang gik til Feyenoord i 2003. Efter tre år gik turen videre til Liverpool, hvor han spillede i seks år, før han via Fenerbahce kom tilbage til Feyenoord.

Mellem sine ophold i Feyenoord blev Kuyt omskolet fra frontangriber til kantspiller.

Han nåede at score 24 mål i 105 landskampe for Holland, og i 2010 var han med til at nå frem til VM-finalen, som dog blev tabt. Ved samme slutrunde scorede han i 2-0-sejren over Danmark.

Her kan du se højdepunkter fra hans tid i Liverpool:

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere