Hvis de høje herrer i FIFA-toppen havde håbet, at roen havde lagt sig efter den bølge af skandaler, der har rullet ind over det internationale fodboldforbund, siden schweizisk politi i maj foretog de første anholdelser efter, at det tidligere medlem af FIFA's Eksekutiv Komité Chuck Blazer hårdt presset sladrede om den omfattende korruption til FBI, ja, så troede de forkert.
For torsdag slog schweizerne til igen og anholdt et større bundt FIFA-ledere på det fornemme hotel Baur au Lac i Zürich. Heriblandt præsidenten for det Central- og Nordamerikanske forbund, CONCACAF, honduraneren Alfredo Hawit og Juan Ángel Napout fra Paraguray, der også er præsident for det sydamerikanske fodboldforbund, CONMEBOL.
USA fortsætter jagten på fodboldfolk i Fifa-sag
Men den seneste aktion gør tilsyneladende ikke det store indtryk på Issa Hayatou, som er fungerende FIFA-præsident i Sepp Blatters fravær, mens den tidligere stærke mand selv er genstand for en FIFA-undersøgelse.
Hayatou, der tilbage i 2011 selv kom i søgelyset, da BBC afslørede, at han som medlem af den olympiske komité, IOC, havde modtaget lyssky bidrag fra det nu lukkede marketings-firma ISL, fastslår nemlig, at hverken han eller FIFA som sådan er korrupte.
Camerouneren fastslår således, at det ikke er organisationen som sådan, der er korrupt. I stedet er problemet enkelte brådne kar.
- FIFA er ikke korrupt. Vi har individer, der har udvist negativ adfærd. Men undlad at generalisere situationen, siger Hayatou, der er præsident for det afrikanske fodboldforbund ifølge The Guardian og fortsætter.
- Der er en masse mennesker i FIFA, der i mere end 20 eller 30 år aldrig er blevet beskyldt for noget.
Derfor bliver der fældet flere FIFA-folk - men ikke Blatter
Det er dog svært at tro på, at de seneste arrestationer betyder, at der nu er ryddet op, men ifølge Issa Hayatou er der ingen grund til at tro, at han er af samme stof som kollegerne fra Nord- og Sydamerika, der torsdag blev arresteret.
- Det faktum, at jeg har været her i så mange år, betyder intet. Jeg har ikke været involveret i nogle skandaler så vidt, jeg, siger FIFA-præsidenten, der samme år som IOC-sagen blev beskyldt for at have modtaget 1,5 mio. dollars i bestikkelse i forbindelse med, at Qatar kontroversielt blev tildelt VM i 2022.
Sagen faldt dog til jorden, fordi whistlebloweren bag anklagerne trak sine beskyldninger tilbage.
- Jeg ville ikke sidde her, hvis jeg var korrupt. Jeg har ikke modtaget en eneste euro eller dollar for at stemme på nogen som VM-vært, lyder det fra Hayatou, der altså mener, at den enorme skandale, der fortsat ruller henover verdens mest populære idrætsgren blot kan tilskrives enkelte lyssky elementer.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.