Da Gianni Infantino blev valgt til FIFA-præsident på den ekstraordinære FIFA-kongres i Zürich i 2016, var der mange, som åndede lettet op.
En hel fodboldverden var stadig chokeret over korruptionen, som blev afdækket efter politiraidet på det mondæne hotel Baur au Lac ved bredden af Zürich-søen i maj 2015, og mange mente, at Infantinos hovedudfordrer sheik Salman fra Bahrain ville medføre et mere totalitært FIFA.
Historien, som Ekstra Bladet fortæller i dag og i den kommende uge, viser, at Gianni Infantino er blevet en helt anden leder end den, mange håbede på og forventede.
Ekstra Bladet har systematisk samlet det, som findes af offentlig information om Infantino fra tiden som generalsekretær i UEFA, og til han i dag sidder som enevældig FIFA-præsident.
Vi har talt med en række kilder, som normalt er meget ordknappe af frygt for selv at havne i politiets søgelys, og vi har fået adgang til hemmelige og fortrolige dokumenter.
Vi har også været i kontakt med mange af de mennesker, som Infantino tidligere har arbejdet sammen med i UEFA og FIFA. Herunder Michel Platini, som ellers var favorit til Infantinos post.
Da Platini var ude af billedet, lancerede Infantino sig selv som UEFA’s plan B. Og han lod forstå, at han ville trække sig, hvis Platini alligevel fik lov til at stille op. Det var blændværk. I virkeligheden så Infantino hele tiden sig selv som plan A.
Michel Platini siger da også til Ekstra Bladet, at han aldrig har opfordret Infantino til at stille op til præsidentvalget.
Artiklen fortsætter under billedet...
Billedet af FIFA-præsidenten er dystert. Vi ser en person, som bruger positionen som verdens mægtigste idrætsleder til at fjerne modstand og kritik, en person, som allierer sig med tvivlsomme personer i nationale fodboldforbund, og som indsætter loyale støttespillere i centrale positioner, således at han selv bliver uangribelig.
Vi ser en fodbold-boss, som gerne omgås autoritære ledere, og som er villig til at tage imod penge fra mægtige interesser, som han ønsker at holde hemmelige for sine kolleger i FIFA.
Vi ser en præsident, der i flere år har drevet et råt magtspil, som ved udgangen af 2020 kan føre til, at statsadvokaten i Schweiz bliver afsat i en rigsretssag, fordi han har haft hemmelige møder med Gianni Infantino og hans støttespillere.
Skulle det sidste ske, får vi måske leveret de sidste brikker, som Ekstra Bladet ikke har fået på plads i denne artikelserie.
Det her er historien om FIFA-præsident Gianni Infantino, som måske ender med at blive fanget i sit eget net.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Artiklen fortsætter under billedet...
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Platini: Jeg blev elimineret
Et fem timer langt møde, som ingen i dag vil kendes ved, kan afsløre, om der var tale om et veltilrettelagt kup, da Gianni Infantino for fire år siden blev præsident for FIFA.
Det mystiske møde er et vigtigt element i et forløb, der kan ende med en rigsretssag i Schweiz mod landets statsanklager, Michael Lauber, og med straffesager mod Gianni Infantino og hans barndomsven, Rinaldo Arnold, der arbejder som anklager i kantonen Valais.
Artiklen fortsætter under billedet...
Da Sepp Blatter under stor tumult gik af som FIFA-præsident i 2015, var hans naturlige afløser UEFA’s daværende præsident, Michel Platini.
Den franske stjerne havde opbakning over halvdelen af FIFA’s medlemslande, men pludselig var han en død sild.
Årsagen var en mystisk betaling fra 2011 på 13,5 millioner kroner fra Sepp Blatter til Platini. Den sendte dem begge ud i mørket.
Understøtter Platini
Platini siger til Ekstra Bladet, at han blev udsat for et komplot af Infantino, Arnold, statsanklager Lauber og FIFA’s tidligere juridiske direktør, Marco Villiger.
Platini mener, han får opbakning i en rapport fra det schweiziske parlament. Ekstra Bladet er i besiddelse af den 48 sider lange rapport, som har karakter af et anklageskrift mod statsanklager Lauber.
Her fremgår det, at Infantino, mens han stadig var generalsekretær i UEFA, i sommeren 2015 sendte barndomsven Arnold til et hemmeligt møde i Bern med statsanklageren for at høre, om de havde noget på Platini.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ville selv være præsident
Infantino ville selv være FIFA-præsident, men i en valgkamp mod Platini, som er gudfar til en af hans fire døtre, ville han ikke have en chance.
I en mail til Ekstra Bladet skriver Michel Platini.
– Jeg havde ingen anelse om, at der havde været et sådant møde. Hvis det, der står i rapporten, er rigtigt, ligner det en manøvre bag om min ryg for at eliminere mig politisk.
Rapport overstreget
Ekstra Bladet har de seneste uger været i kontakt med en række af de involverede personer. Internt i FIFA var mange modstandere af Platini som ny præsident, og man ville gerne hjælpe statsanklageren med at finde noget på Platini.
Derfor er det fem timer lange møde, som er nævnt i indledningen, helt centralt.
Mødet er omtalt i rapporten fra det schweiziske parlament, men centrale passager er overstreget. Vi kan dog se, at statsanklager Lauber deltog i mødet sammen med folk fra FIFA.
Anklager under anklage
Michael Lauber har siden maj 2015 stået for efterforskningen af de mange anklager om korruption i FIFA.
Han har ikke formået at føre en eneste sag til ende, og det er en af årsagerne til, at han nu selv er under anklage.
Infantinos barndomsven Rinaldo Arnold blev sigtet i sidste uge, og en særlig anklager skal tage stilling til, om der kan rejses en straffesag imod ham. Det samme kan gøre sig gældende for Infantinos vedkommende.
Artiklen fortsætter under billedet...
Michel Platini har selv rejst en sag mod FIFA. Det skete ved en retsinstans i Frankrig i 2018. Sagen er stadig ikke berammet.
– Vi er nødt til at finde sandheden, så vi kan afgøre, hvem der var en del af plottet. Jeg ønsker retfærdighed, skriver Platini til Ekstra Bladet.
Men nu kan han selv blive involveret i en retssag i Schweiz. En ny statsanklager har netop besluttet at føre sag mod både Sepp Blatter og Michel Platini i affæren om overførslen på 13,5 millioner kroner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------