Fodbold-legende udskrevet

Fodboldlegenden Pelé blev mandag udskrevet fra et hospital i Brasilien efter at være opereret for nyresten.

Legenden Pelé er blevet udskrevet fra hospitalet efter en længere indlæggelse. Foto: Ritzau Scanpix
Legenden Pelé er blevet udskrevet fra hospitalet efter en længere indlæggelse. Foto: Ritzau Scanpix

Fodboldlegenden Pelé har forladt et hospital i São Paulo efter en vellykket operation for nyresten.

Det oplyser 78-årige Pelés læger i en udtalelse mandag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Her bliver det også fastslået, at Pelé har det godt.

- Patienten blev udskrevet fra hospitalet her til morgen, lyder det ifølge AFP i udtalelsen fra lægerne.

Pelé blev opereret lørdag og fik fjernet en nyresten på Albert Einstein-hospitalet i São Paulo, efter at fodboldikonet, som i virkeligheden hedder Edson Arantes do Nascimento, blev indlagt tirsdag i sidste uge.

Det skete, efter at Pelé var returneret fra Frankrig, hvor han opholdt sig i forbindelse med et officielt møde med Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé.

Pelé har døjet med sit helbred de senere år. Foto: Ritzau Scanpix
Pelé har døjet med sit helbred de senere år. Foto: Ritzau Scanpix
 

Efter mødet blev Pelé indlagt i Paris, og her konstaterede man, at brasilianeren led af en urinvejsinfektion, som han blev behandlet for.

Det udskød hjemrejsen til Brasilien for Pelé, som oprindeligt skulle have mødtes officielt med Mbappé i november i fjor.

Denne seance blev dog udskudt på grund af brasilianerens skrantende helbred.

Pelé meddelte i forbindelse med åbningen af OL i Rio de Janeiro i 2016, at han ikke var i stand til at stille op og tænde den olympiske flamme.

I 2014 tilbragte Pelé noget tid på et hospital i hjemlandet, da han havde nyreproblemer.

Pelé regnes af mange som verdens bedste fodboldspiller nogensinde.

Han spillede i det meste af sin karriere for Santos i hjemlandet, mens han også tørnede ud for New York Cosmos i et par sæsoner fra 1975.

Han vandt VM i fodbold tre gange med Brasilien. Det skete i 1958, 1962 og 1970.

Se også: Kyniske AGF sikrer Superliga-billetten

Se også: Superliga-træner afslører: Jeg har trænet homoseksuelle

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere