Fodboldledere i Belgien udskyder atter sæsonbeslutning

Der bliver først i midten af maj truffet endelig beslutning om at spille belgisk sæson færdig eller ej

Club Brugge står til at blive belgisk mester på skrivebordet, hvis man i Belgien endeligt beslutter at afblæse sæsonen på grund af coronapandemien. Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Club Brugge står til at blive belgisk mester på skrivebordet, hvis man i Belgien endeligt beslutter at afblæse sæsonen på grund af coronapandemien. Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Det står stadig sløjt til med at træffe en beslutning om, hvorvidt sæsonen i den bedste belgiske række skal afblæses på grund af coronakrisen.

Søndag meddeler Pro League, at mandagens planlagt møde i sagen er udskudt igen.

- Bestyrelsen i Pro League har besluttet at udsætte sit møde fra 4. maj til 15. maj, lyder det i en meddelelse ifølge AFP.

Mødet 4. maj blev fastsat for en uge siden, og en dato for at træffe en beslutning er nu blevet udskudt fire gange.

Pro League meddelte i begyndelsen af april, at sæsonen i den bedste række var betragtet som afsluttet, men beslutningen skulle endeligt blåstemples.

Det var først planen at gøre det 15. april, men siden blev det rykket til 24. april og derefter til 27. april, før det blev udskudt til 4. maj, inden fristen altså atter er forlænget til midten af maj.

Beslutningen om at afblæse sæsonen vil gøre Club Brugge til mester, og den har været kontroversiel.

Det skyldes, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i første omgang truede med udelukkelse fra de europæiske klubturneringer for de lande, hvor sæsonen afblæses og ikke spilles færdig.

Siden har Uefa accepteret at give dispensation til lande, hvor myndighederne beslutter at forbyde afviklingen af sport.

En genoptagelse af sæsonen virker vanskelig ifølge AFP, da store forsamlinger er forbudt til og med august, og da det vil være problematisk at afvikle kampe uden tilskuere.

Senest er de bedste rækker i både Holland og Frankrig blevet afblæst, mens man i Skotland også overvejer det kraftigt.

Ifølge Johns Hopkins University havde Belgien søndag registreret 7844 dødsfald relateret til coronavirus.

Se også: Fodboldlegende indlagt med hjerteproblemer

Se også: Rival i opsigtsvækkende hyldest af van Dijk

Se også: Officielt: Serie A-klubber må træne fra mandag

0 kommentarer
Vis kommentarer