Du kender sikkert ikke Collin Martin, der spiller Major League-fodbold for Minnesota United FC, men den 23-årige amerikaner er kommet på de flestes læber i Guds eget land.
Han er nemlig sprunget ud som homoseksuel.
Det gør ham til den eneste aktive, mandlige atlet i de fem store sportsgrene i USA (Baseball, basketball, ishockey, Football og fodbold, red.), der er sprunget ud.
Det skete via det sociale medie Twitter få timer før hans klub, Minnesota United FC, skulle spille mod FC Dallas i en såkaldt 'pride kamp' til fordel for LGBT-samfundet.
- I aften har mit hold, Minnesota United FC, deres pride-aften. Det er en vigtig aften for mig - jeg offentliggør, at jeg er en homoseksuel spiller i Major League-fodbold.
Allerede som 19-årig begyndte han at fortælle dele af familien samt venner, at han var homoseksuel, og den positive respons betød, at han som 21-årig fik selvtilliden til at fortælle sine forældre, holdkammerater og trænerne det. Flere af holdkammeraterne har også været ude med positive og opmuntrende kommentarer til Martins Twitter-opslag.
Og nu var det altså det rigtige tidspunkt at fortælle resten af verden det.
- Jeg tror, at jeg i et stykke tid har været tøvende over for at skrive det på de sociale medier, men se dig omkring - jeg er den den homoseksuelle atlet på mændenes side i de fem store sportsligaer. Det var på tide, siger han til Washington Post.
- Folk er nødt til at vide, at det ikke betyder noget hvilken seksualitet du er, hvor gammel du er, eller hvilken race du har. Det betyder ikke noget. Du bliver taget godt imod på et hold, så længe du er en god holdkammerat og passer dit arbejde hver dag.
I 2013 sprang spilleren Robbie Rogers også ud, men stoppede karrieren øjeblikkeligt efter.
Stjernen chokerede: Nægtede at spille på grund af homo-støtte
Olympisk homo-strid: Stjerner i åbent skænderi med vicepræsident