Fra flygtningelejr til verdensklasse

Bayern München har i 19-årige Alphonso Davies fået en verdensstjerne, der i sine fem første år levede i en flygtningelejr, hvor hans forældre kæmpede for at skaffe mad til ham

Tirsdag aften mod Chelsea gjorde han det igen. Dominerede venstreflanken og leverede en præstation i international topklasse med et oplæg til Robert Lewandowski som krymmel på kagen, da Bayern München ydmygede værterne med 3-0.

Alphonso Davies er kun 19 år og personificerer en ret eventyrlig rejse. De første fem af dem tilbragte han således i en flygtningelejr.

Han er født af forældre fra Liberia, der under borgerkrigen flygtede til Ghana, hvor Alphonso blev født i en flygtningelejr kort efter årtusindskiftet.

- Vi var meget bekymrede, for sult kan slå dig ihjel sådan et sted, har hans far Debeah fortalt til Sky Sports.

- Folk dør ikke kun i krigszonen men også i lejrene, og hver dag måtte vi sikre ham noget at spise.

Til familiens held tog Canada imod dem, og de slog sig i første omgang ned i Windsor, Ontario, før turen gik videre til Edmonton.

Her blev hans talent spottet som deltager i Free Footie-initiativet, som samlede fattige drenge, der ikke havde råd til selv at melde sig ind i en klub, op. Han blev hentet til Vancouver Whitecaps som 14-årig.

Alphonso Davies som 16-årig hos Vancouver Whitecaps. Foto: Paul Chiasson/The Canadian Press via AP/Ritzau Scanpix
Alphonso Davies som 16-årig hos Vancouver Whitecaps. Foto: Paul Chiasson/The Canadian Press via AP/Ritzau Scanpix

Allerede året efter blev han den yngste nogensinde, der underskrev en professionel kontrakt i United Soccer League (USL). Han debuterede i maj 2016 og gjorde sig kort efter til den yngste målscorer i ligaens historie.

Springet op til førsteholdet i Major League Soccer (MLS) skete helt naturligt sæsonen efter, og endnu et år senere fik han statsborgerskab og debuterede i landsholdstrøjen.

Der går aldrig ret længe, før en hurtig og boldbegavet kantspiller kommer i storklubbernes søgelys, og Bayern vandt kapløbet om hans underskrift i juli 2018.

Trods sine kun 17 år var overgangssummen på godt 140 millioner kroner ny MLS-rekord.

Historien om Alphonso Davies er foreløbig et eventyr som en tidligere flygtning, der er tæt på at blive en verdensstjerne. Foto: Darryl Dyck/The Canadian Press via AP/Ritzau Scanpix
Historien om Alphonso Davies er foreløbig et eventyr som en tidligere flygtning, der er tæt på at blive en verdensstjerne. Foto: Darryl Dyck/The Canadian Press via AP/Ritzau Scanpix
 

Først i januar sidste år ankom han dog til München, hvor man efterhånden omskolede ham fra wing til back, og det har mildt sagt vist sig at være en vellykket øvelse.

For siden har han etableret sig på positionen og spillet 26 kampe i denne sæson.

Efter præstationen tirsdag aften sagde veteranen Thomas Müller om ham:

- Han har lært meget i sin tid hos os, og i aften leverede han en præstation i verdensklasse.

Også den tidligere Bayern-stjerne Owen Hargreaves storroste fra sin kommentatorplads, skrev The Sun:

- Sikke en atlet. Han er omskolet fra wing til back og har gjort det helt utroligt.

Se også: Dyreste nogensinde: Bayern smadrer transfer-rekord i USA

Se også: Får kniven efter øretæve

Se også: Før El Clasico: Perfekt for Braithwaite

Se også: Officielt: Manchester City anker dom

16 kommentarer
Vis kommentarer