Fyrer ni stjerner: Nægtede at gå ned i løn

Ni spillere fra den schweiziske klub FC Sion modtog onsdag et brev om, at deres kontrakt var blevet opsagt, da de ikke ville gå ned i løn

Christian Constantin har fyret ni spillere, der ikke ville gå ned i løn. Foto: OLIVIER MAIRE/Ritzau Scanpix
Christian Constantin har fyret ni spillere, der ikke ville gå ned i løn. Foto: OLIVIER MAIRE/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun i Danmark, at krisen presser folk ud i arbejdsløshed, det er også i resten af verden. Eksempelvis i Schweiz, hvor klubben FC Sion allerede har taget drastiske skridt.

Onsdag modtog klubbens ni største stjerner en opsigelse, skriver det schweiziske medie Blick.

Pajtim Kasami, Johan Djourou, Alex Song, Ermir Lenjani, Xavier Kouassi, Seydou Doumbia, Mickaël Facchinetti, Christian Zock og Birama Ndoye modtog alle uden varsel en opsigelse.

Opsigelsen kom efter et kaosforløb. Nogle timer tidligere fik alle besked om, at de skulle ned i løn. At de skulle acceptere korttidsaftaler og meget mindre i løn. Spillerne ville af gode grunde gerne tale med deres agenter og advokater først, men det var der ifølge FC Sion ikke tid til, og klubben krævede, at der hurtigt blev skrevet under på de nye aftaler.

Det skete ikke, og så kvitterede klubejer Christian Constantin med en fyreseddel til de ni spillere.

Det sidste punktum er helt sikkert ikke sat i sagen, for selv om klubben forklarer sig med, at det er force majeure, har den schweiziske spillerforening allerede meldt ud, at man ikke kan acceptere opsigelserne.

- Vi forventer, at disse afskedigelser straks bliver ophævet, og at man i stedet åbner op for en diskussion om mulige alternativer, siger Lucien Vallonis, præsidenten for det schweiziske fodboldforbund, i et brev til FC Sion.

Se også: Fællesbrev i frygt: Ryk os ikke ned!

Se også: Schmeichel hjælper med stor coronadonation

Se også: Vil ikke sænke priserne: Se film i stedet

 

72 kommentarer
Vis kommentarer