Hånet for selvmordsforsøg: Stopper

David Cox forlod en kamp i pausen og meddelte kort efter, at han stopper karrieren efter modstanders verbale angreb på hans mentale helbred

David Cox i en gladere stund i fodboldtøjet. Foto: Jane Barlow/Ritzau Scanpix
David Cox i en gladere stund i fodboldtøjet. Foto: Jane Barlow/Ritzau Scanpix

Der bliver sagt meget i kampens hede, både inde på fodboldbanen og ude fra tribunerne.

Nogle gange går et udsagn vildt over grænsen.

Sådan oplevede David Cox det i alt fald, da han med sin klub, Albion Rovers, forleden var på besøg hos Stenhousemuir i den semiprofessionelle skotske League Two.

Faktisk følte den 32-årige angriber sig så intimideret af bemærkninger fra en modspiller, at han forlod stadion i pausen og efterfølgende meddelte, at han stopper karrieren. Det skriver BBC.

Ordene, der havde så voldsom en virkning på David Cox, handlede angiveligt om hans tidligere selvmordsforsøg, som han offentligt har været åben omkring.

Mens han sad på bænken, blev han således hånet med en bemærkning om, at det var ærgerligt, at han ikke havde fået gjort det – selvmordet - ordentligt første gang.

I en video, som Cox bagefter lagde op på sociale medier, siger han:

’Jeg havde nogle udvekslinger med en af drengene fra det andet hold, og han gik efter mit mentale helbred. Sagde til mig, at jeg skulle have gjort det ordentligt første gang’, fortæller han.

’Nogle synes måske, at det ikke er nogen stor sag, men jeg klarer ikke at høre mere af den slags. Det bliver jeg ikke betalt godt nok til’.

’Hvis jeg havde været på banen, havde jeg formentlig brækket begge hans ben. Jeg prøvede at tale med dommerne om det, men de ville ikke vide af det, fordi de ikke havde hørt det’.

‘Så nu gør jeg noget ved det selv, og det er at forlade sporten. Jeg er færdig med den’, siger David Cox, som frygter, at han i modsat fald ville blive voldelig på banen, hvilket så ville rette søgelyset mod ham selv.

Stenhousemuir bekræftede fredag, at man har bedt det skotske fodboldforbund efterforske sagen, og klubben bekræftede endvidere, at forsvarsspiller Jonathan Tiffoney er fritaget, mens undersøgelsen står på.

29-årige Tiffoney erklærer sig dog helt uskyldig  i et statement, han har lade sine advokater udsende:

"David Cox, som var reserve, fik en advarsel af dommeren for at gå ind på banen og overfuse mig. Ikke omvendt’, forklarer han.

‘Jeg ville aldrig angribe en anden spillers mentale helbred, og jeg vil fuldt ud samarbejde med fodboldforbundet i denne sag’.

Cox har I flere interviews gennem årene fortalt om sin kamp mod depression.

Hvis du har brug for hjælp mod selvmordstanker:

Hos Livslinien kan du - alle årets dage fra klokken 11 til 4 - få en rådgivende samtale.

Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Telefonnummeret er 70 201 201.