Christian Eriksen bliver nu sat i forbindelse med den franske gigant Paris Saint-Germain, der skulle have spurgt efter danskeren.
Det fortæller den italienske journalist Nicolò Schira, der er en populær herre med over 100.000 følgere på Twitter. Han opdaterer om et hav af internationale transfers - især med italiensk islæt.
- PSG har vist interesse for Christian Eriksen. Leonardo (PSG's sportsdirektør, red.) har talt med den danske midtbanespillers agent om et muligt skifte. Inter vil ikke sælge ham, lyder det fra Schira.
Eriksen kom til den italienske klub i vinterens transfervindue og har haft svært ved at tage dirrigentrollen fuldt ud i sin første tid, og derfor har der også været en del skriverier om, at han kunne være på vej videre allerede.
Gazzetta dello Sport skrev for nyligt, at det ikke var sikkert, at han var i klubben, når transfervinduet lukker 5. oktober. Den melding går Schira øjensynligt imod, da han mener, at det er Inter, der har nej-hatten på.
28-årige Eriksen, der er udtaget til landsholdets kampe mod Færøerne, Island og England, har været med i begge Serie A-opgør indtil videre, men har samlet kun fået 73 minutter.
Gazzetta'en regner også med, at Stefano Sensi får pladsen lige bag angriberne, når de spiller mod Lazio søndag.
Braithwaites dåd set af millioner