Det kører for Gent i denne sæson.
Thorups tropper topper gruppen i Europa League og indtager andenpladsen i den belgiske liga med en kamp færre end de nærmeste forfølgere.
Den tidligere FC Midtjylland-træner var ellers på vippen efter en svingende første sæson i klubben. Flotte resultater i pokalturneringen blev glemt, da finalen blev tabt til et hold fra den næstbedste række.
I ligaen blev det kun til en femteplads i ligaen, og Gent havde derfor egentlig slet ikke kvalificeret sig til europæisk fodbold, men kom alligevel med, efter pokalvinderne fra Mechelen blev udelukket som følge af den belgiske matchfixing-skandale.
Dansk træner reddet af matchfixing
- Holdets præstationer var ikke særligt imponerende, og med den skuffende afslutning på sæsonen var det ikke utænkeligt, at klubben havde fundet en ny træner, det er selvfølgelig mærkeligt at tænke på nu, siger Stefan Smet, journalist hos den belgiske avis Het Nieuwsblad.
Ledelsens tillid til den danske træner er siden blevet belønnet.
- Thorup har forvandlet Gent. Han overtog et hold, hvor alle i og omkring klubben var stressede. Det er slet ikke til at se nu, der er en helt anden stemning i klubben. De vinder kampe, men det er glæden i klubben, som må siges at være Thorups største succes, siger Stefan Smet.
Attraktiv fodbold
Gents resultater i denne sæson er ikke gået ubemærket hen i resten af Belgien.
- Det var begrænset, hvad vi vidste om Thorup, men han har fået meget respekt for sine præstationer siden, siger Stefan Smet.
Men det er ikke kun resultaterne, der imponerer belgierne. Det er også måden pointene kommer i hus på. De spiller hurtigt og halter kun efter ligaens tophold, Club Brugge, når det handler om at score mål.
- Det er et hold, der sørger for at underholde klubbens fans. De er dominerende og spiller attraktiv offensiv fodbold med højt pres, siger Smet.
De eneste torne på sæsonens roser er, at Thorups tropper i denne sæson har haft kæmpe udfordringer med at vinde kampe på fremmed græs.
Inden sidste uge havde de stadig sæsonens første udesejr tilgode. I ti forsøg var det blevet til nul sejre uanset turnering, men siden da har de hentet en imponerende sejr på tysk græs i Europa League mod Wolfsburg og toppet den ved at slå de forsvarende mestre fra Genk på deres bane.
Thorups fremtid
Målet i denne sæson er, at man også kan spille europæisk fodbold i næste sæson, hvilket Stefan Smit ser som meget sandsynligt.
- Det er tidligt på sæsonen, men det ville være overraskende, hvis ikke Gent kunne være med i kampen om pladserne i top tre, men der er muligheder for mere og skulle Thorup vinde en pokal, så kommer han til at være en gud i Gent, siger den belgiske journalist.
Succes i den belgiske liga veksler sig gerne til et job i større ligaer, men det er stadig for tidligt i Thorups belgiske eventyr til, at det er på tale, understreger Stefan Smet.
Den danske træner er på kontrakt hos den belgiske klub frem til sommeren 2021.