Kaosklub gør det igen: Har sagt farvel til 48 trænere på 20 år

FC Sion har for vane at skille sig af med cheftræneren. Og nu har portugiser fået sparket i klubben efter bare et halvt år

FC Sion skifter trænere, som vi andre skifter sure fodboldsokker. Foto: Ritzau Scanpix
FC Sion skifter trænere, som vi andre skifter sure fodboldsokker. Foto: Ritzau Scanpix

Da Arsené Wenger i sommeren 2018 valgte at stoppe som manager for Arsenal, havde franskmanden siddet på posten som cheftræner i Arsenal siden 1996. 22 år blev det til for franskmanden.

22 år er lang tid i moderne fodbold, og det er efterhånden noget, man ser meget sjældent, fordi fodbolden er så afhængig af resultater, og klubberne søger at forbedre sig få procenter.

Og i den schweiziske klub FC Sion søger man også procenter hele tiden, lader det til.

Her er det ganske enkelt umuligt, at en træner kan sidde så længe. Faktisk er det lige før, at 22 dage er en bedrift.

Klubben har netop meldt ud, at den har sagt farvel til portugisiske Ricardo Dionisio. Han har siddet i jobbet siden 1. januar, men det er ikke en træner, som man ønsker at tage med på den 'lange' bane.

Meddelelser om en fyreseddel er i øvrigt noget, fans af klubben er ganske bekendte med. Et gennemsyn viser nemlig, at man har lavet 48 trænerændringer siden år 2000.

Faktisk er det 50 ændringer, men et par af de midlertidige trænere nåede aldrig at stå i spidsen for klubben i kampe, hvilket de 48 andre har.

Efterhånden er det blevet lidt af en farce med FC Sion, hvor klubben nogle gange også kører i ring med de samme træenre. Laurent Roussey har eksempelvis været cheftræner tre gange i løbet af de seneste 20 år i klubben.

Sæsonen i Schweiz er forbi, og FC Sion er altså i færd med at finde ud af, hvordan staben skal se ud til den kommende sæson.

En ting lader i hvert fald til at være helt sikkert, når FC Sion får peget på en ny cheftræner: Han skal nok ikke pakke for godt ud på sit nye kontor.

0 kommentarer
Vis kommentarer