Kina lokkede: Men Nadim sagde nej til voldsom månedsløn

Den danske landsholdsstjerne Nadia Nadim har skrevet kontrakt med engelske Manchester City fra januar næste år. Men angriberen fik også et lukrativt tilbud fra Kina - som hun dog endte med at takke nej til

Nadia Nadim valgte sportslige udfordringer frem for kinesiske millioner. Foto: Alloverpress
Nadia Nadim valgte sportslige udfordringer frem for kinesiske millioner. Foto: Alloverpress

Fodboldfans er efterhånden vant til at læse nyheder om mandlige fodboldspillere, der bliver lokket af et eventyr i kinesisk fodbold, hvor spillerne kan tjene astronomiske summer.

Nu begynder kineserne dog også at satse mere på kvindefodbold - noget, som den danske landsholdsstjerne Nadia Nadim oplevede på tætteste hold.

Torsdag blev det offentliggjort, at den 29-årige angriber skifter amerikanske Portland Thorns ud med storsatsende Manchester City fra den 1. januar.

Men Nadim kunne også godt have endt længere øst på - nærmere betegnet Kina.

Danskerens svenske agent Michael Kallbäck bekræfter over for Ekstra Bladet, at Nadim modtog et lukrativt tilbud fra Kina efter EM-slutrunden.

- Vi blev kontaktet af en kinesisk klub, og vi havde en fin samtale med en repræsentant. De præsenterede os for en kontrakt, hvor hun med forskellige bonusser kunne tjene op til 30.000 euro om måneden efter skat. (Ca. 223.000 dansker kroner). Det var tilbuddet. Vi så på det, men besluttede at sige nej, siger agenten og tilføjer:

- Det var faktisk aldrig rigtig en mulighed. Der var ikke en reel interesse. Nadia prioriterede helt klart det sportslige, og derfor valgte hun Manchester City. De har klare ambitioner om at vinde trofæer, og det vil hun også, siger Michael Kallbäck.

Det hører til sjældenhederne, at kvindelige fodboldspiller kan tjene millioner om året på klub-kontrakter. Sidste år blev det offentliggjort, at den brasilianske stjerne Martha var den bedst betalte kvindelige fodboldspiller i verden, da hun spillede i FC Rosengård.

Her fik teknikeren angiveligt 500.000 dollars om året - hvilket svare til 3,15 millioner danske kroner.

Dansk topspiller skifter til storklub

Stor succes: Så mange fulgte kvindernes kamp mod Ungarn

Landsholdsstjerne roser modpart midt i konflikten: 'Det er god stil'