Kostede Real Madrid 100 mio: Nu bliver han rapper

Hollandsk enfant terrible kunne slet ikke få karrieren op i omdrejninger og valgte at gå nye veje som 29-årig

Følg Fodbold

Det er bestemt ikke alle spillere, der kommer til Real Madrid, der bliver legender på Bernabéu.

Nærmere tværtimod.

Listen over gode spillere, der er blevet rige af at spadsere ind gennem fordøren og har forladt klubben mere diskret via bagdøren er lang.

Blandt dem Royston Drenthe.

Han blev præsenteret på Bernabéu i august 2007 sammen med sin landsmand Wesley Sneijder efter at have kostet spanierne i omegnen af 100 millioner kroner. Der var store forventninger til den 20-årige kantspiller med fortid i Feyenoord.

Forventninger der aldrig blev indfriet.

Han scorede ganske vist et fantastisk langskudsmål i sin debut, Supercopaen mod Sevilla, og han spillede nogenlunde regelmæssigt i begyndelsen under Bernd Schusters ledelse.

Men brasilianske Marcelo trippede i kulissen og overtog stille og roligt for Drenthe på venstrekanten, og så blev det mindre og mindre tid i rampelyset for hollænderen.

Drenthe og Sneijder i 2007. (Foto: AP)
Drenthe og Sneijder i 2007. (Foto: AP)
 

Han blev lejet ud. Til Hércules og til Everton.

Så blev han solgt til russiske Alania Vladkavkaz og siden Reading, der lejede ham ud til Sheffield Wednesday. Tyrkiske Kayseri Erciyesspor havde fornøjelsen af ham i 2015, inden turen gik videre til Banyias i Abu Dhabi sidste år.

Til sidst gad den nu 29-årige spiller ikke mere.

Ingen af opholdene var videre succesfulde, og Drenthe endte med at sige stop, da det ikke lykkedes ham at finde en ny arbejdsgiver.

En lovende karriere var ebbet ud i ingenting.

Men når noget slutter, har nye ting det med at begynde. For Royston Drenthe lå den næste karriere ikke så pokkers langt væk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Drenthe i Everton-trøjen. (Foto: All Over Press)
Drenthe i Everton-trøjen. (Foto: All Over Press)
 

Han havde i sin tid i Everton eksperimenteret en del med rap-kunsten sammen med landsmanden i Liverpool FC, Ryan Babel. De to optrådte sågar sammen i et hollandsk radioprogram med en udgave af Rhymefests 'Brand New'.

Noget de efter sigende slap meget lidt godt fra.

Men Royston har tilsyneladende holdt rap-gryden lidt i kog og er nu gået all in på det.

Han er gået sammen med DJ JiandroBeats og har udgivet singlen, 'Paranoia' under kunstnernavnet roya2faces. Et nummer du kan høre nederst i artiklen.

Og så kan man så ellers mene, hvad man vil om det. Men Drenthe tror på projektet.

- Jeg kan skrive om så utroligt mange ting, fordi jeg har oplevet en masse. Alt er ægte. Jeg skriver ikke noget, jeg ikke har prøvet selv, sagde han for nylig til Metro i Holland.

Han fortalte desuden om sit nye karrierevalg og tankerne om at stoppe med at spille fodbold.

- Det var bare det perfekte tidspunkt at vælge en ny sti. Nogle var ikke tilfredse, men ingen kan stoppe mig. Jeg vælger selv, hvad jeg har lyst til. Mange har haft en holdning til det. De fleste anonymt. Andre har sagt det ansigt til ansigt. Det har jeg respekt for. Ikke de såkaldte internet-gangstere.

- Abonner på min YouTube-kanal, har han tidligere skrevet på sin Instagram-profil. 'Like, del og tag dine venner, for der er stadig mange gode ting. Stay tuned, har han proklameret på Instagram.

I løbet af de første 24 timer blev den set mere end 50.000 gange, om end det langt fra var alle, der var lige begejstrede.

Men som Royston Drenthe tilføjer på det nederste Instagram-billede herunder: I don't give a fuck.

Ekstra Bladet vil forsøge at overbevise anmelder Thomas Treo om at høre det og få ham til at anmelde det. Vi garanterer ikke for noget.

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind