Kun Real Madrid og Barcelona kan lokke mig væk

- Min familie og jeg stortrives i Istanbul - klubben og jeg er sultne efter at vinde mesterskabet, derfor bliver jeg også i klubben i næste sæson, siger Simon Kjær

Simon Kjær drømmer om Real Madrid og Barcelona. Men mindre kan ikke lokke ham væk fra det tyrkiske paradis. (Foto: Lars Poulsen)
Simon Kjær drømmer om Real Madrid og Barcelona. Men mindre kan ikke lokke ham væk fra det tyrkiske paradis. (Foto: Lars Poulsen)

NAGOYA (Ekstra Bladet): Stive ben, trætte øjne og syv timers tidsforskel. Simon Kjær er bestemt ikke på toppen, efter landsholdet er landet i Nagoya, en japanske industriby med 2,2 millioner indbyggere.

Det er første gang, han oplever så stor en tidsforskel i forbindelse med sin fodboldkarriere. Efter to timers flyvning til Helsinki og ni en halv time til Nagoya, hvor han og holdkammeraterne lå udstrakte på første klasse, gik der kun få timer, før de stod på træningsbanen.

Til en forholdsvis intensiv træning med spil til to mål og høj intensitet.

Med 58 landskampe er det kun William Kvist og Christian Eriksen, der har større landsholdserfaring end den 27-årige Fenerbahce-stopper på turen til Kirin Cup.

Se også: Fælles fremtid i Fenerbahce: Agger har spurgt Kjær til råds

Anfører for første gang
Han er avanceret i hierarkiet, og som landsholdet stillede op i spillet til to mål under den første træning på japansk jord, tyder det på, at Simon Kjær bliver anfører fra start for første gang i morgen mod Bosnien.

William Kvist er anfører, når Agger ikke er med, og Simon Kjær står lige efter i rækkefølgen. Men det tyder ikke på, at Kvist skal have spilletid i fredagens kamp mod Bosnien fra start.

- Det vil være en stor ære og noget, jeg glæder mig til, hvis jeg bliver anfører for landsholdet. Men det ændrer ikke på den måde, jeg spiller på.

- Jeg tager præcis det samme ansvar, som jeg altid vil gøre, når jeg er på landsholdet, forklarer Simon Kjær.

Fenerbahce-stopperen står på tærsklen til fire ugers sommerferie efter en sæson, der bestemt ikke sluttede, som han havde drømt om

Se også: Fenerbahce-profil indrømmer: Er færdig hvis Agger kommer

Simon Kjær vil gerne til Ekstra Bladet tale om sin første sæson i Fenerbahce. Om de positive oplevelser og de skuffelser, han løb ind i mod slutningen.

- Jeg ved godt, der ikke er noget, der er synd i fodbold. Men jeg er lidt bitter over, det ikke lykkes at vinde noget i sæsonen. Vi var med i mesterskabskampen, blev nummer to og tabte pokalfinalen.

- Jeg skiftede til Fenerbahce for at spille med om titler. Det pres kan jeg godt lidt i stedet for at løbe rundt i en midterklub, hvor der ikke står noget på spil i de sidste otte kampe.

- Det er første gang i karrieren, jeg har prøvet at spille med i toppen af en liga. Det har været en god erfaring og stiller os forhåbentligt skarpere i næste sæson. Jeg tror, vi helt sikkert lærte noget af det, der skete til sidst, forklarer han og uddyber:

- Jeg føler ikke, jeg skulle have gjort noget anderledes. Mit niveau har været højt og stabilt i alle kampe. Men jeg har fået en rigtig god erfaring og lært, hvad det vil sige at spille med om titlerne, påpeger han.

Simon Kjær har udsigt til at blive holdkammerat med Daniel Agger (th) (Foto: Lars Poulsen) Brøndby - 26. maj. 2016 - kl. 06:23 Agger - perfekt til Fenerbahce

De slipper mig ikke
Simon Kjær har ikke kun været en profil på Fenerbahces mandskab, han har været en af ligaens bedste forsvarsspillere i den første sæson i den tyrkiske storklub. Det har bragt ham på årets hold i flere medier.

Det skaber naturlig interesse fra flere klubber. Chelsea er på rygteplan blevet nævnt som en af klubberne, der vil have Kjær til London.

Men Kjær maner alle spekulationer i jorden om at forlade Fenerbahce efter blot én sæson.

- Klubben vil aldrig lade mig gå. Og jeg har heller ingen planer om at forlade Fenerbahce. Jeg mærker en enorm sult i klubben for at vinde noget. Og den drøm vil jeg gerne forfølge i næste sæson i Fenerbahce, siger Simon Kjær, der er blevet meget positivt overrasket over niveauet på banen.

- Selvfølgelig er det en anden situation og interessant for mig, hvis Barcelona eller Real Madrid kommer. Men det sker nok ikke, siger Simon Kjær med et stort smil.

Se også: Stærke billeder: På plads med landsholdet gennem 32 år

Det paradoksale er, at Simon Kjær faktisk som ungdomsspiller var til prøvetræning i Real Madrid, men dengang ville FC Midtjylland ikke slippe ham.

Nu er det ikke kun fodbolden, der er den direkte årsag til, at Simon Kjær afviser alle spekulationer om et nyt eventyr igen denne sommer. Det hænger i høj grad også sammen med, at familien er faldet rigtig godt til i den tyrkiske hovedstad.

- Min kone og mine to børn trives og har det rigtig godt. Det er et dejligt klima og en fantastisk by.

- Vi bor i et lukket område i et hus, som jeg ikke tror, jeg kan finde et andet sted i Europa. Jeg har et indtryk af, at alt kan lade sig gøre, fastslår Simon Kjær.

Ståle Solbakken og Åge Hareide hader begge at tabe. Så meget, at det kan gøre dem søvnløse og få blodet til at koge. (Foto: Thomas Sjørup) Sport og Spil Ståle vs. Hareide: Så brutalt er trænerpresset

Simon Kjær ved onsdagens træning. (Foto: Lars Poulsen)
Simon Kjær ved onsdagens træning. (Foto: Lars Poulsen)
 

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere